Laksesæsonen 2014 er ved at lakke mod enden. Der er dog stadig friske fisk at blive fanget ude i Chilliwack River, og jeg bærer stadig på et spinkelt håb om, at jeg måske får mulighed for at komme ud og forsøge mig en sidste gang. Sæsonen var ikke dårlig i år, og vi så en pæn mængde laks i floden. Den lidt langsomme start i begyndelsen af oktober blev gjort til skamme af sen-sæsonen i slutningen af oktober og starten af november, hvor vi fangede fisk på næsten hver tur – og vores ture vare i disse dage kun omkring 2-3 timer enten om morgenen eller sent om eftermiddagen, så der var masser af fisk. De fleste fisk blev fanget på rogn under et flåd i hurtigt vand og på blink i langsommere og næsten stillestående og dybt vand.

Chillwack River

soelvlaks

Vi havde dog 2-3 uger med meget kraftig regn, som til tider besværliggjorde fiskeriet og gjorde floden høj og mudret. Sådan er tingenes tilstand nu en gang (og det bliver muligvis værre i fremtiden med den global opvarmning…), og man må bare arbejde omkring det så godt man nu kan. Et af vores tricks er at holde øje med vandstanden i floden online. Når vandstanden stiger efter et skybrud, vil fiskene bruge floden som en motorvej og svømme lige op til gydestederne så hurtigt de kan, men når vandstanden begynder at falde igen, bare en lille smule, svømmer fiskene langsommere og har det med at holde forskellige steder i floden. Når det sker, plejer det at betyde, at fiskeriet vil være godt, og så gælder det om at komme derud inden næste skybrud.  Derudover er det selvfølgeligt også en god ting at vide, hvilke steder langs floden der er gode ved hvilke vandstande. Det er en viden, som man oparbejder igennem en hel sæson, og jeg er så heldig, at Rodney har godt styr på sådanne ting (han fisker også en hel del mere end mig!), så det eneste jeg behøver at gøre er, at følge efter ham.

roedlaks

Ud over sølvlaks fangede vi selvfølgeligt også andre laksearter (men vi er vidst lidt nogle sølvlakse-snobber…), såsom hundelaks, kongelaks og, underligt nok, 2 rødlaks som på billedet oven over. Det underlige er, at de fisk ikke burde være der, men burde have drejet af et godt stykke længere nede ad floden og svømmet op til Cultus Lake. Det var derfor bestemt en overraskelse at hive sådan en i land!

Nu er det tilgengæld pludseligt blevet hundekoldt! Fiskestænger og hænder holder ikke længe i den bidende kulde. Det burde dog varme lidt op igen i næste uge, og så får jeg måske mit ønske om en sidste sølvlaks opfyldt.

soelvlaks

Efter 3 fiskeløse ture inde for 2 uger bestemte vi os for at prøve lykken igen en grå og regnfuld torsdag eftermiddag. Turen inden da havde været en tidlig morgentur, og da den ikke havde givet noget afkast i form af fisk, så vi ikke nogen grund til at prøve det igen. Det kan være en dejlig oplevelse at følge morgengryet fra floden, men man skal efter min mening alt, alt for tidligt op, og når man kommer hjem igen, er man alt for smadret til at fortage sig noget fornuftigt. Oven i det er man heller ikke lovet nogen fisk, bare fordi man har været tidligt oppe – desværre! Den eneste grund til at fiske tidligt om morgenen er ’first dip’, som de kalder det herovre – når vandet har stået urørt gennem hele natten, og steelheads’ne har fået en chance for at slappe af og relokalisere sig i floden. ’First dip’ kan være meget produktiv, men i Chilliwack River, som er en velbesøgt flod, er det noget af et gamble at satse på, at være den første ved et bestemt fiskested. Det stress kan jeg godt være foruden. Rodney og jeg har desuden haft meget mere held ved at fiske ’last light’, som I nok kan gætte er, når solen er ved at gå ned igen. Vi havde derfor en god, lang, afslappet morgen, inden vi omkring frokost tid satte os ind i bilen og kørte mod Chilliwack. Skyerne hang gråt over os og det regnede let da vi nåede frem. Der var kun en let brise og luften var kølig og klar – næsten perfekt steelhead-vejr! Mens vi træk i waders’ne kildrede det i mine fingre af forventning. Jeg kunne mærke, at i dag så ville det ske! (Ja ok, den følelse har jeg jo næsten hver gang…).

Vi havde på forhånd valgt at fiske et andet sted en de foregående gange – lidt længere nede ad floden. Stedet her består af flere sidekanaler, som flyder sammen og danner strukturer i flodbunden og skaber en gradient i strømningshastigheden. Derudover er der på den modsatte flodbred noget buskads og gamle træstammer, som hænger ud over vandet. På den side som vi fiskede, har sammenkoblingen af sidekanaler samlet en stor bunke gamle, døde trærødder. Det her sted så ganske fiske-agtigt ud! Den første times tid gik uden det store. Vi arbejdede os ned ad flodløbet. Rodney missede et enkelt bid tæt ved den modsatte bred. Der var altså fisk her! Efter at have arbejdet mig igennem det meste af løbet og allerede var begyndt at spejde mod det næste flodløb, lod jeg mit flåd flyde tæt forbi den føromtalte samling af trærødder i håbet om, at der måske gemte sig en fisk bag den. Skuffet så jeg flådet flyde forbi uden at dykke under bølgerne. Da jeg begyndte at trække linen ind, rykkede det pludseligt hårdt i fiskestangen, og jeg troede et splitsekundt, at jeg havde fået kroget rødderne – lige ind til linen på mit hjul med at hvin begyndte at løbe – Fish On! Jeg råbte forskrækket op, og var ved at vælte på halen i bare overraskelse.

Steelhead i Chilliwack River

Jeg forsøgte desperat at sætte noget modtryk på, da jeg indså, at stedet hvor jeg stod ikke var velegnet til at lande en fisk. Det var alt for dybt. Jeg måtte over på den anden side at den ene sidekanal. Samtidigt måtte jeg sørge for, at min line ikke blev fanget i rødderne. Jeg vaklede baglæns og krydsede sidekanalen så hurtigt jeg kunne, mens jeg forsøgte for at holde trykket på linen. Desværre træk fisken så hårdt, at det var svært at løfte linen over rødderne. Rodney blev ved med at råbe ”Løft linen, løft linen!”, og jeg prøvede panisk at gøre som han sagde. Jeg så til min gru linen blive viklet ind i rødderne og tænkte, at nu var det slut! Heldigvis var Rodney hurtig til at løbe ud i vandet og befri linen igen, mens det på en eller anden måde lykkedes mig at holde trykket på linen. Jeg fik kontrol over fisken og fik bragt den ind på det lavere vand. Det var en flot, vild steelhead på omkring 5 kg. Efter et par billeder blev den sat fri igen. Hold da op en kamp! Jeg var helt smadret bagefter, min arm brændte og to dage efter er jeg stadig øm. Jeg spekulerer på, hvordan det mon føles at kroge en fisk på 10 kg!

Steelhead fra Chilliwack River

Steelhead fra Chilliwack River

Senere bevægede vi os længere ned ad floden for at se, om der skulle gemme sig nogle gode løb dernede. Der var et par stykker som så udmærkede ud, men ikke nogen som gav fisk. Efter et par timer var min arm så mør, at jeg havde problemer med at kaste, og måtte holde pause efter hvert tredie kast. Med de grå skyer over os var der heller ikke lang tid til, at mørket ville sænke sig. På vej tilbage mod bilen besluttede vi dog lige at prøve det første flodløb af igen – man kan jo aldrig vide. Denne gang kravlede jeg op på rødderne for at fiske den modsatte bred, mens Rodney stillede sig op der, hvor han tidligere havde haft bid.

Fiskeri efter steelhead i Chilliwack River

Mens jeg stod der på rødderne tænkte jeg, at hvis jeg får en på krogen nu, er jeg ikke sikker på, at jeg har kræfter nok i armene til at bringe den ind. Da tanken var tænkt til ende røg mit flåd under overfladen, og jeg hev instinktivt i fiskestangen. Fish on! Pludseligt var alle kræfter tilbage i armen. Denne gang stod jeg lidt bedre og havde derfor mere kontrol over fisken. Jeg møvede mig ned fra rødderne og fik jeg gelejdet den ind på det lavere vand. Det gik væsentlig nemmere og hurtigere denne gang! Det var endnu en flot steelhead på omkring 4 kg.

Steelhead fiskeri i Chilliwack River

Steelhead fiskeri i Chilliwack River

Steelhead fra Chilliwack River

Fedtfinnen manglede, så vi besluttede at beholde fisken – eller rettere, fedtfinnen manglede næsten. Den var 80 % afskåret med et helede ar. Der er altid lidt debat om, hvorvidt lystfiskere bør beholde fisk med fejl-skåret fedtfinner, men vi vurderede, at der ikke var nogen tvivl om, at dette var en klækkeri-fisk. Den fik derfor et gok i nødden, og vi har nu mad til flere dage.

Steelhead fra Chilliwack River

Selv med en brændende arm og skulder kunne jeg slet ikke tørre grinet af mit ansigt. To steelhead på en dag! Stakkels Rodney fiskede videre, mens jeg stod bag ham storsmilende! Han fiskede i en halv times tid men til ingen nytte. På den anden side; han havde jo kroget 2 fisk sidste gang vi var ude, så nu stod vi lige, og selvom han ikke fangede noget i dag, så han næsten lige så glad ud som mig – næsten!

Hvad kan der så konkluderes ud fra i dag? Jeg kan konkludere, at vejret ser ud til at spille en rolle. Derudover kan det tænkes, at de sky steelhead blev mere kry, da vandet på grund af regnen siltede lidt til i løbet af dagen. Eller også bunder det hele simpelt hen ud i, at selv en blind høne finder korn!

Steelhead fra Chilliwack River

Det kan være svært at omstille sig. Sådan er det vidst generelt igennem livet, men det er så sandelig også rigtigt, hvad angår lystfiskeri. Steelhead-sæsonen er allerede godt i gang i Chilliwack River, og fordi vejret herovre har været lunt, har vi ikke haft nogen undskyldning for ikke at tage del i det. To ture er det blevet til ind til videre, men jeg må sande, at det er svært at komme ind i steelhead-mentaliteten efter at have fanget sølvlaks i oktober og november. Jeg tager mig selv i at kigge efter vand, som ville indeholde sølvlaks, hvis det ellers var sæson for dem. Det viser sig desværre, at det ikke er den type vand, som steelhead foretrækker.

Den første tur i år bød på masser af frisk luft og flot landskab, men ikke så meget mere. Anden tur, som var i går, var ligeledes fuld af frisk luft, høj himmel og masser af trasken langs flodbredden. Efter nogle timer fik Rodney og jeg selskab af vores gode ven Chris, som bor i Chilliwack. Han er en ’old-timer’, som har fisket Chilliwack River hele sit liv og har fanget flere steelhead, end man sikkert kan tælle. Han har ikke noget imod at dele ud af sin viden, og det sætter en nybegynder som jeg stor pris på.

Chris havde allerede tidligere på morgenen fanget en klækkeri-mærkedet steelhead, som han havde taget med hjem til konen. Reglerne siger, at man skal holde inde med steelhead-fiskeriet for den dag, hvis man allerede har fanget og beholdt en. Det betyder jo heldigvis ikke, at man ikke kan nyde resten af dagen ude ved floden. Vi slog derfor følge. Chris håbede desuden, at vi ville fange en vild steelhead, for han havde taget sin steelhead-tube med, som bruges til at opbevare levende, vilde steelhead. Klækkeriet bruger disse vilde steelhead i deres opdræt, og Chris tilbyder sin tid gratis ved at gå og fange vilde steelhead og derefter give dem til klækkeriet. Mens vi gik op og ned ad floden, pegede Chris på de typer af vand, som han mente kunne holde en steelhead eller to. Det viste sig at være en helt anden type vand, end jeg havde gået og spejdet efter. Jeg foretrækker af en eller anden grund at fiske dybere og langsommere vand – muligvis et levn fra sølvlakse-sæsonen – men Chris blev ved med at pege på lavere og hurtigere vand. ”Ripply-kind-of water”, som han blev ved med at sige. Jeg kastede troligt mit flåd ud i det vand, som Chris pegede på, men desværre blev det ikke til andet en et smadret drennan-flåd. Ja, omstilling er svær!

Steelhead-fiskeri i Chilliwack River

I håbet om at det måske ville få de snerpede steelhead til at bide, skiftede jeg hen på eftermiddagen til en farvestrålende jig. Rodney fortsatte med ’roe-bags’. I løbet af eftermiddagen så vi en enkelt lystfisker kroge og miste en steelhead i flodens bølger. Senere, da der kun var omkring 30 minutter tilbage inden solen ville forsvinde helt bag bjergene, var vi tilbage ved et flodløb, som vi med vilje havde gemt til allersidst. Vi har tidligere fanget både sølv- og ketalaks her. Vandet løber med den perfekte hastighed og ser dejligt klart og indbydende ud. Vi begyndte begge at kaste vores flåd af sted, tage et par skridt ned ad floden og kaste igen. På den måde får vi dækket mest vand hurtigst muligt. De bedste steelheadere er de lystfiskere, som forstår at bevæge sig igennem et flodløb hurtigt. For at gøre det, er det dog vigtigt at kunne aflæse vandet og derved vælge de rigtige flodløb. Flodløb, som rent faktisk indeholder fisk. Det er dog slet ikke så nemt som det lyder, må jeg sande efter i dag!

Solen nærmede sig hurtigt bjergenes sneklædte tinder, og mørket begyndte at krybe tættere på. Pludseligt råbte Rodney “Fish on!”, og hans fiskestang bøjede voldsomt. Rodney kæmpede med fisken i flere minutter, mens den formåede at trække ham et godt stykke ned ad floden, uden at han fik hevet meget line ind. Det så ud til at være en stor fisk! Lige da jeg skulle til at tage nogle billeder med kameraet hoppede fisken af. Vi nåede ikke en gang at se den! Rodney påstod, at det må have været den største steelhead, som han har kroget til dato. Ja, sjovt nok er det altid de største som slipper væk. I mellemtiden arbejdede to lystfiskere sig hurtigt og professionelt ned ad floden imod os. Vi fiskede videre samme sted – det kunne jo være, at der gemte sig flere fisk i samme område. Og ganske rigtigt, der gik ikke lang tid, før Rodney havde endnu en fisk på krogen. Den var meget mindre end den første, men en lille steelhead er stadig en steelhead. Lige da Rodney var ved at gelejde den ind på det lave vand, hoppede den desværre også af krogen! De to lystfiskere var nu kommet helt ned til det flodløb, som Rodney og jeg var ved at fiske igennem – muligvis opmuntret af at have set to fisk kroget inde for få minutter. De fiskede et stykke oven os og formåede efter få minutter at få en steelhead på krogen, lige foran Rodneys næse. Sådan kan det jo gå! Det var en stor, flot klækkeri-mærkedet steelhead, som blev bragt ind til land og mødt med en sten til hovedet. Så var aftensmaden klaret! Det er sjovt – hvis man første finder en steelhead, er der tit flere lige i samme område. Det kan også være, at det simpelthen er fordi, der er mindre dagslys på dette tidspunkt, som gør steelheads’ne modigere. Det er ikke til at vide, og det er altid en del af de spekulationer, som man gør sig bagefter.

Solen var nu forsvundet helt bag bjergene, og det var tid til at pakke stængerne sammen. Det havde været en dejlig dag på trods af, at jeg ikke havde haft en fisk på krogen. Det var godt at se Rodney få to på krogen (selvom det havde været bedre, om han havde beholdt dem på krogen…). Hver gang vi er ude efter steelhead lærer jeg noget nyt. Med den mængde fisk, som allerede er blevet fanget i Chilliwack River, tegner det sig til at blive en god sæson for steelhead. Jeg håber derfor, at jeg får rig mulighed for at omstille mig fra sølvlakse- til steelhead-fiskeriet, samt at få arbejdet på mine teknikker – ikke mindst evnen til at læse vandet – og ligesom alle andre nybegyndere i dette fag, håber og tror jeg på, at næste gang; så fanger jeg en steelhead!

Chilliwack River

Efteråret er helt klart min yndlings-årstid! Det har det altid været – de flotte farver på træerne, lyset fra solen, som ikke står så højt på himlen mere, og den svage lugt af svampe, muld og forrådnelse. Nu har efteråret så fået en ny og ekstra betydning for mig: Laksetid! I denne tid vender bunker af laks tilbage til floderne i British Columbia, og det er ikke unormalt at kunne fange flere forskellige laksearter i samme flod på samme dag – det gør fiskeriet endnu mere spændende!

Efter at have fanget pukkellaks i nogle uger ved flodmundingen af Fraser River besluttede Rodney og jeg at prøve vores held i Chilliwack/Vedder River. Det er stadig tidlig på sæsonen hvad angår sølvlaksefiskeri længere oppe i Fraser River og Chilliwack/Vedder River, men flere fiskerapporter har over de sidste par dag meldt om godt sølvlaksefiskeri i vedder-kanalen, som forbinder Chilliwack/Vedder River med Fraser River, og sådan noget skal ikke sidde overhørigt!

Det er normalt det første sted, som modtager gode mængder sølvlaks. Derudover er adgangen til kanalen let, og det gør det til et yndet sted for nybegyndere og folk, som ikke er interesserede i det æstetiske ved lystfiskeri, men bare vil fange nogle fisk (med andre ord et ’meat hole’…). Og så er der folk som Rodney og mig, som bare ikke kan vente til at fiskene svømmer længere op i floden til de mere utilgængelige men smukkere områder. Inden vi tog afsted var vi derfor godt klar over, at stedet sikkert ville være godt besøgt. Jeg har aldrig fisket vedder-kanalen før og var derfor spændt på at se, hvordan det hele foregik.

Tidlig morgen ved Chilliwack/Vedder River

Vi stod ved flodbredden klokken 6 om morgenen – godt søvnige og groggy, men fast besluttet på at fange nogle sølvlaks. Døde og rådnende pukkellaks lå spredt ud over den sandede bred – fisk, som havde klaret det de skulle. Lugten fra dem var lige en tand for meget så tidligt på morgenen, men som Rodney pointerede; vi ville være i store problemer, hvis den lugt ikke fyldte luften. Store plask kunne høres fra floden, mens vi stod utålmodigt i mørket og ventede på, at lyset ville penetrere det tykke skydække, og lade os se hvor der skulle kastes. Vi kunne lige skimte en person på den anden bred, som allerede utålmodigt var begyndt at kaste et blink efter de sky laks. Længere oppe ad floden kunne vi se lyset fra en person med en pandelampe bevæge sig rundt – vi var åbenbart ikke de eneste som havde fået den geniale idé at fiske efter sølvlaks i den mest populære flod i British Columbia.

Døde pukkellaks i Chilliwack/Vedder River

Efter ti minutter vadede jeg ud i floden og kastede det første blink af sted. Jeg bragte det langsomt tilbage i forsøget på at bestemme dybden og hastigheden på vandet. Da blinket næsten var ved mine fødder bøjede min stang voldsomt – det var en sølvlaks, som havde fulgt mit blink helt ind til land! Desværre var jeg slet ikke parat eller vågen nok til at reagere på sådan et bid og fik derfor ikke sat hugget ordentligt, så der gik ikke mange sekunder før fisken sprang af krogen igen. Godt overrasket og nu helt vågen kastede jeg blinket ud igen. Motiveret over min første fejlslagen krogning startede Rodney med sine hjemmehærdede pukkellakse-æg under et flåd. Der gik ikke lang tid før hans flåd blev trukket voldsomt under vandoverfladen. Rodney huggede ivrigt og fisken var kroget! Den tog et par løb inden Rodney fik den under kontrol og bragt den ind til bredden. Det vidste sig at være en pæn ketalaks, som dog blev sluppet nænsomt fri igen. Det var ikke ketalaks vi var ude efter, men sølvlaks! Som morgenen gryede dukkede flere lystfiskere op på flodbredden – alle med drømmen om at fange sølvlaks. Flådene fløj igennem luften. Efter at have misset et par bid på mit blink skiftede jeg også spinnestangen ud med et multhjul med flåd og madding. Jeg kastede og flådet fløj af sted med de saftige lakseæg på krogen og landede med et plop i floden. Der gik heller ikke lang tid før mit flåd røg under vandoverfladen. Jeg huggede og fisken var på! Denne fisk tog også nogle løb og lavede nogle akrobatiske hop, som viste os, at det var en sølvlaks, som jeg havde for enden af linen. Jeg bragte den ind til land, hvor den blev hilst velkommen med et gok i hovedet – så var aftensmaden klaret! Over de næste par timer havde vi begge flere bid og krogninger, som desværre alle resulterede i afhoppede fisk.

Sølvlaks fra Chilliwack/Vedder River

Flere lystfiskere var nu dukket op, og det var efterhånden ved at være lidt trængt. Nyankomne måtte se sig nødsaget til at finde andre steder at fiske, for folk stod efterhånden skulde ved skulde. Desværre var der mange af disse lystfiskere, som ikke vidste hvordan man fisker efter sølvlaks, og de få fisk som rent faktisk blev kroget var fejlkroget. Af en eller anden grund er der en bred opfattelse af, at jo længere leader man har, jo større chance er der for at fange en fisk. Derudover er der en tendens blandt disse lystfiskere at afslutte et ’drift’ (hvor man kaster, lader flådet drive med strømmen for til sidst at bringe det tilbage og gentage proceduren) med et voldsomt hug – gjort i håbet om at fejlkroge en fisk (selvom disse ’lystfiskere’ nok vil påstå at fisken bed…). Denne form for fiskeri er efter min mening ikke kun fuldstændig forkastelig, men også unødvendig. Rodney og jeg bruger en metode som herovre kaldes ’short-floating’, som i al sin enkelthed går ud på at fiske med en meget kort leader. På den måde flyder maddingen hen over fiskene i stedet for nede ved bunden. Hvis fiskene er interesseret, svømmer de op til maddingen og bider. Hvis maddingen bliver trukket hen over bunden er chancen for at fejlkroge fisk meget stor. Ind til dette tidspunkt var jeg faktisk den eneste, som havde formået at bringe en sølvlaks til bredden, og vi var også de eneste, som vedvarende havde fået bid.

Mange lystfiskere og døde pukkellaks i Chilliwack/Vedder River

Til sidst var der simpelthen så mange lystfiskere på den side af floden som vi fiskede, at det begyndte at blive irriterende med filtrede liner og grej. Mange gjorde desværre brug af den føromtalte ’driv og hug’ metode, som skaber meget uro i vandet og derved skubber fiskene hen imod den anden bred. Jeg med mine spaghetti-arme havde derfor problemer med at kaste langt nok. Det var der til gengæld andre der kunne drage fordel af; flere lystfiskere på den anden bred, som gjorde brug af ’short-floating’-metoden hev sølvlaks efter sølvlaks ind til bredden. Jeg prøvede kortvarigt at vende tilbage til mit blink, som jeg kan kaste længere med end med mit flåd og madding, men endte med at fejlkroge et eller andet bæst, som slet ikke fik vist sig inden Rodney professionelt fik krogen ud af fisken. Jeg forstår ikke, hvorfor folk vælger at fejlkroge fisk med vilje – det er bare ikke sjovt! Ikke nok med at det er ulovligt, det er ikke sjovt at kæmpe mod en fisk som er fejlkroget. Desværre sker det en gang i mellem, selv når man prøver at undgå det. Efter mit fejlslået forsøg med blinket bestemte vi os for at finde et andet sted at fiske. Rodney var kommet i tanke om et sted længere nede ad floden, som måske ville velsigne os med en sølvlaks. Vi fandt stedet som var forladt og fiskede der en halv times tid. Regnen var begyndt at sile ned og sulten var begyndt at melde sig – det var næste frokosttid. Lige inden vi var ved at opgive, forsvandt Rodneys flåd, og han huggede! Denne fisk var større end de andre sølvlaks, vi havde kæmpet med hen over morgenen. Den tog nogle lange løb og efter nogle anstrengelse fik Rodney bragt den ind til land, hvorefter jeg kunne gribe den i halen, mens den stadig var i vandet. Det var en flot kongelaks! Efter et par billeder blev den sat ud igen. Det var en hvidkødet en af slagsen, og derfor ikke den bedste spise fisk (ja, vi er forkælede herovre…). Derudover er de hvidkødede kongelaks utrolig slimede, og i regnen blev både os og kameraet slimet godt til.

Kongelaks fra Chilliwack/Vedder River

Glade og tilfredse med dagens forløb bevægede vi os tilbage mod bilen – eller næsten tilfredse. Rodney havde faktisk ikke formået at bringe en sølvlaks til bredden, selvom han havde haft masser af chancer, og han fik 2 minutter til at surmule over det, inden vi begejstret begyndte at planlægge vores næste tur, som ser ud til at blive i overmorgen.

Næste fisketur bliver også til kanalen, men lige så snart floden stiger og fiskene bevæger sig længere op i floden, vil vi være de første til at stå parate i krat og busk. Jeg forstår godt hvorfor vedder-kanalen er populær, for der er masser af fisk og let adgang. Derudover er der det sociale aspekt i at fiske med mange andre mennesker. Jeg foretrækker dog de lidt mere afsides fiskepladser, hvor æstetik og fiskeri går op i en højere enhed, og hvor man ikke skal kæmpe om pladsen. Vi venter med længsel på regnen!

Sølvlaks fra Chilliwack/Vedder River

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.