Laksesæsonen 2014 er ved at lakke mod enden. Der er dog stadig friske fisk at blive fanget ude i Chilliwack River, og jeg bærer stadig på et spinkelt håb om, at jeg måske får mulighed for at komme ud og forsøge mig en sidste gang. Sæsonen var ikke dårlig i år, og vi så en pæn mængde laks i floden. Den lidt langsomme start i begyndelsen af oktober blev gjort til skamme af sen-sæsonen i slutningen af oktober og starten af november, hvor vi fangede fisk på næsten hver tur – og vores ture vare i disse dage kun omkring 2-3 timer enten om morgenen eller sent om eftermiddagen, så der var masser af fisk. De fleste fisk blev fanget på rogn under et flåd i hurtigt vand og på blink i langsommere og næsten stillestående og dybt vand.

Chillwack River

soelvlaks

Vi havde dog 2-3 uger med meget kraftig regn, som til tider besværliggjorde fiskeriet og gjorde floden høj og mudret. Sådan er tingenes tilstand nu en gang (og det bliver muligvis værre i fremtiden med den global opvarmning…), og man må bare arbejde omkring det så godt man nu kan. Et af vores tricks er at holde øje med vandstanden i floden online. Når vandstanden stiger efter et skybrud, vil fiskene bruge floden som en motorvej og svømme lige op til gydestederne så hurtigt de kan, men når vandstanden begynder at falde igen, bare en lille smule, svømmer fiskene langsommere og har det med at holde forskellige steder i floden. Når det sker, plejer det at betyde, at fiskeriet vil være godt, og så gælder det om at komme derud inden næste skybrud.  Derudover er det selvfølgeligt også en god ting at vide, hvilke steder langs floden der er gode ved hvilke vandstande. Det er en viden, som man oparbejder igennem en hel sæson, og jeg er så heldig, at Rodney har godt styr på sådanne ting (han fisker også en hel del mere end mig!), så det eneste jeg behøver at gøre er, at følge efter ham.

roedlaks

Ud over sølvlaks fangede vi selvfølgeligt også andre laksearter (men vi er vidst lidt nogle sølvlakse-snobber…), såsom hundelaks, kongelaks og, underligt nok, 2 rødlaks som på billedet oven over. Det underlige er, at de fisk ikke burde være der, men burde have drejet af et godt stykke længere nede ad floden og svømmet op til Cultus Lake. Det var derfor bestemt en overraskelse at hive sådan en i land!

Nu er det tilgengæld pludseligt blevet hundekoldt! Fiskestænger og hænder holder ikke længe i den bidende kulde. Det burde dog varme lidt op igen i næste uge, og så får jeg måske mit ønske om en sidste sølvlaks opfyldt.

soelvlaks

Efteråret er helt klart min yndlings-årstid! Det har det altid været – de flotte farver på træerne, lyset fra solen, som ikke står så højt på himlen mere, og den svage lugt af svampe, muld og forrådnelse. Nu har efteråret så fået en ny og ekstra betydning for mig: Laksetid! I denne tid vender bunker af laks tilbage til floderne i British Columbia, og det er ikke unormalt at kunne fange flere forskellige laksearter i samme flod på samme dag – det gør fiskeriet endnu mere spændende!

Efter at have fanget pukkellaks i nogle uger ved flodmundingen af Fraser River besluttede Rodney og jeg at prøve vores held i Chilliwack/Vedder River. Det er stadig tidlig på sæsonen hvad angår sølvlaksefiskeri længere oppe i Fraser River og Chilliwack/Vedder River, men flere fiskerapporter har over de sidste par dag meldt om godt sølvlaksefiskeri i vedder-kanalen, som forbinder Chilliwack/Vedder River med Fraser River, og sådan noget skal ikke sidde overhørigt!

Det er normalt det første sted, som modtager gode mængder sølvlaks. Derudover er adgangen til kanalen let, og det gør det til et yndet sted for nybegyndere og folk, som ikke er interesserede i det æstetiske ved lystfiskeri, men bare vil fange nogle fisk (med andre ord et ’meat hole’…). Og så er der folk som Rodney og mig, som bare ikke kan vente til at fiskene svømmer længere op i floden til de mere utilgængelige men smukkere områder. Inden vi tog afsted var vi derfor godt klar over, at stedet sikkert ville være godt besøgt. Jeg har aldrig fisket vedder-kanalen før og var derfor spændt på at se, hvordan det hele foregik.

Tidlig morgen ved Chilliwack/Vedder River

Vi stod ved flodbredden klokken 6 om morgenen – godt søvnige og groggy, men fast besluttet på at fange nogle sølvlaks. Døde og rådnende pukkellaks lå spredt ud over den sandede bred – fisk, som havde klaret det de skulle. Lugten fra dem var lige en tand for meget så tidligt på morgenen, men som Rodney pointerede; vi ville være i store problemer, hvis den lugt ikke fyldte luften. Store plask kunne høres fra floden, mens vi stod utålmodigt i mørket og ventede på, at lyset ville penetrere det tykke skydække, og lade os se hvor der skulle kastes. Vi kunne lige skimte en person på den anden bred, som allerede utålmodigt var begyndt at kaste et blink efter de sky laks. Længere oppe ad floden kunne vi se lyset fra en person med en pandelampe bevæge sig rundt – vi var åbenbart ikke de eneste som havde fået den geniale idé at fiske efter sølvlaks i den mest populære flod i British Columbia.

Døde pukkellaks i Chilliwack/Vedder River

Efter ti minutter vadede jeg ud i floden og kastede det første blink af sted. Jeg bragte det langsomt tilbage i forsøget på at bestemme dybden og hastigheden på vandet. Da blinket næsten var ved mine fødder bøjede min stang voldsomt – det var en sølvlaks, som havde fulgt mit blink helt ind til land! Desværre var jeg slet ikke parat eller vågen nok til at reagere på sådan et bid og fik derfor ikke sat hugget ordentligt, så der gik ikke mange sekunder før fisken sprang af krogen igen. Godt overrasket og nu helt vågen kastede jeg blinket ud igen. Motiveret over min første fejlslagen krogning startede Rodney med sine hjemmehærdede pukkellakse-æg under et flåd. Der gik ikke lang tid før hans flåd blev trukket voldsomt under vandoverfladen. Rodney huggede ivrigt og fisken var kroget! Den tog et par løb inden Rodney fik den under kontrol og bragt den ind til bredden. Det vidste sig at være en pæn ketalaks, som dog blev sluppet nænsomt fri igen. Det var ikke ketalaks vi var ude efter, men sølvlaks! Som morgenen gryede dukkede flere lystfiskere op på flodbredden – alle med drømmen om at fange sølvlaks. Flådene fløj igennem luften. Efter at have misset et par bid på mit blink skiftede jeg også spinnestangen ud med et multhjul med flåd og madding. Jeg kastede og flådet fløj af sted med de saftige lakseæg på krogen og landede med et plop i floden. Der gik heller ikke lang tid før mit flåd røg under vandoverfladen. Jeg huggede og fisken var på! Denne fisk tog også nogle løb og lavede nogle akrobatiske hop, som viste os, at det var en sølvlaks, som jeg havde for enden af linen. Jeg bragte den ind til land, hvor den blev hilst velkommen med et gok i hovedet – så var aftensmaden klaret! Over de næste par timer havde vi begge flere bid og krogninger, som desværre alle resulterede i afhoppede fisk.

Sølvlaks fra Chilliwack/Vedder River

Flere lystfiskere var nu dukket op, og det var efterhånden ved at være lidt trængt. Nyankomne måtte se sig nødsaget til at finde andre steder at fiske, for folk stod efterhånden skulde ved skulde. Desværre var der mange af disse lystfiskere, som ikke vidste hvordan man fisker efter sølvlaks, og de få fisk som rent faktisk blev kroget var fejlkroget. Af en eller anden grund er der en bred opfattelse af, at jo længere leader man har, jo større chance er der for at fange en fisk. Derudover er der en tendens blandt disse lystfiskere at afslutte et ’drift’ (hvor man kaster, lader flådet drive med strømmen for til sidst at bringe det tilbage og gentage proceduren) med et voldsomt hug – gjort i håbet om at fejlkroge en fisk (selvom disse ’lystfiskere’ nok vil påstå at fisken bed…). Denne form for fiskeri er efter min mening ikke kun fuldstændig forkastelig, men også unødvendig. Rodney og jeg bruger en metode som herovre kaldes ’short-floating’, som i al sin enkelthed går ud på at fiske med en meget kort leader. På den måde flyder maddingen hen over fiskene i stedet for nede ved bunden. Hvis fiskene er interesseret, svømmer de op til maddingen og bider. Hvis maddingen bliver trukket hen over bunden er chancen for at fejlkroge fisk meget stor. Ind til dette tidspunkt var jeg faktisk den eneste, som havde formået at bringe en sølvlaks til bredden, og vi var også de eneste, som vedvarende havde fået bid.

Mange lystfiskere og døde pukkellaks i Chilliwack/Vedder River

Til sidst var der simpelthen så mange lystfiskere på den side af floden som vi fiskede, at det begyndte at blive irriterende med filtrede liner og grej. Mange gjorde desværre brug af den føromtalte ’driv og hug’ metode, som skaber meget uro i vandet og derved skubber fiskene hen imod den anden bred. Jeg med mine spaghetti-arme havde derfor problemer med at kaste langt nok. Det var der til gengæld andre der kunne drage fordel af; flere lystfiskere på den anden bred, som gjorde brug af ’short-floating’-metoden hev sølvlaks efter sølvlaks ind til bredden. Jeg prøvede kortvarigt at vende tilbage til mit blink, som jeg kan kaste længere med end med mit flåd og madding, men endte med at fejlkroge et eller andet bæst, som slet ikke fik vist sig inden Rodney professionelt fik krogen ud af fisken. Jeg forstår ikke, hvorfor folk vælger at fejlkroge fisk med vilje – det er bare ikke sjovt! Ikke nok med at det er ulovligt, det er ikke sjovt at kæmpe mod en fisk som er fejlkroget. Desværre sker det en gang i mellem, selv når man prøver at undgå det. Efter mit fejlslået forsøg med blinket bestemte vi os for at finde et andet sted at fiske. Rodney var kommet i tanke om et sted længere nede ad floden, som måske ville velsigne os med en sølvlaks. Vi fandt stedet som var forladt og fiskede der en halv times tid. Regnen var begyndt at sile ned og sulten var begyndt at melde sig – det var næste frokosttid. Lige inden vi var ved at opgive, forsvandt Rodneys flåd, og han huggede! Denne fisk var større end de andre sølvlaks, vi havde kæmpet med hen over morgenen. Den tog nogle lange løb og efter nogle anstrengelse fik Rodney bragt den ind til land, hvorefter jeg kunne gribe den i halen, mens den stadig var i vandet. Det var en flot kongelaks! Efter et par billeder blev den sat ud igen. Det var en hvidkødet en af slagsen, og derfor ikke den bedste spise fisk (ja, vi er forkælede herovre…). Derudover er de hvidkødede kongelaks utrolig slimede, og i regnen blev både os og kameraet slimet godt til.

Kongelaks fra Chilliwack/Vedder River

Glade og tilfredse med dagens forløb bevægede vi os tilbage mod bilen – eller næsten tilfredse. Rodney havde faktisk ikke formået at bringe en sølvlaks til bredden, selvom han havde haft masser af chancer, og han fik 2 minutter til at surmule over det, inden vi begejstret begyndte at planlægge vores næste tur, som ser ud til at blive i overmorgen.

Næste fisketur bliver også til kanalen, men lige så snart floden stiger og fiskene bevæger sig længere op i floden, vil vi være de første til at stå parate i krat og busk. Jeg forstår godt hvorfor vedder-kanalen er populær, for der er masser af fisk og let adgang. Derudover er der det sociale aspekt i at fiske med mange andre mennesker. Jeg foretrækker dog de lidt mere afsides fiskepladser, hvor æstetik og fiskeri går op i en højere enhed, og hvor man ikke skal kæmpe om pladsen. Vi venter med længsel på regnen!

Sølvlaks fra Chilliwack/Vedder River

Vækkeuret ringede klokken 3:20 i morges, og det føltes som om, jeg kun lige havde lukket øjnene. Ikke desto mindre var det tid til at stå op. Flere fiskerapporter har de sidste par dage meldt om glimrende sølvlaks-fiskeri i Capilano River i Nord Vancouver, og Rodney og jeg var derfor spændte på at se, om vi måske også kunne narre nogle havfriske sølvlaks til at bide. For at have succes i Capilano River skal man dog være tidligt på færde – helst inden solen står op, så det første kast kan lande i floden, lige når de første svage stråler titter frem over træerne. At stå tidligt op er helt sikkert en ulempe for Rodney og mig, men med god udsigt til at fange nogle fisk fik vi alligevel hevet os ud af fjerene, og vi var ude af døren med al vores habengut lidt over klokken 4 – eller næsten al vores habengut. Det viste sig, i bilen på vej til floden, at vi havde glemt at købe ’salmon stamps’ på vores fisketegn. Det betyder, at vi ikke må beholde de laks, som vi eventuelt fanger. Da det var for sent at vende bilen omkring, fortsatte vi, mens håbet om en dejlig laksemiddag forsvandt i morgenens mørke. Vi trøstede os med, at det jo overhovedet ikke var sikkert, at vi ville fange nogle fisk (en ringe trøst…)!

Vi nåede frem til parkeringspladsen hen ad klokken 5. Det var stadigt mørkt, og vi baksede wadersene på, hvorefter vi banede os vej gennem krat og busk mod floden. Mens vi vandrede af sted i mørket og gik og klappede i forsøget på at skræmme eventuelle bjørne væk, spekulerede jeg på, hvorfor det lige var, at jeg havde efterladt peber-sprayen derhjemme. Ud over det, havde det nok været en god idé at medbringe et par lygter, for stien vi gik på var meget uvejsom og gik stejlt ned mod floden, som vi kunne høre bruse et sted nedenfor os. Hvordan vi nåede helskindet igennem mørket ned til floden er mig en gåde, men frem nåede vi da.

Capilano River

Det var stadig tusmørke, da vi endeligt fik plantet fødderne i det kolde vand. Floden løber her gennem en i dyb ravine omringet af klipper og høje træer. Stilheden er total. Det er underligt at tænke på, at vi faktisk står midt i Nord Vancouver. Vi står lidt og kigger ud over vandet for at orientere os og finde de dybe huller, hvor fiskene måske sidder. Vi ser et par finner bryde overfladen – et godt tegn. Det første kast bliver kastet og flådet flyver gennem luften, inden det lander i vandet med et plop. Vi falder hurtigt ind i en rytme, hvor vi skiftevis kaster opstrøms og ladet flådet drive ned ad floden, inden vi trækker det tilbage og gentager proceduren. Håbet er, at en frisk sølvlaks vil bide på vores madding, som består af hjemmehærdet lakseæg fra sidste sæson.

Der går ikke lang tid, før Rodney får det første bid. Han hugger, og den første fisk er på linen! Han bringer den ind til det lavere vand, og det er en lille sølvlaks. Den mangler fedtfinnen og er derfor en klækkeri-opdrættet fisk. Hvis vi havde haft vores ’salmon stamp’, måtte vi beholde den, men vi satte den i stedet fri igen. Efter Rodneys fisk går der lang tid uden der sker noget. Vi kaster og kaster, og vores beholdning af madding skrumper langsomt ind. Det er også et stykke tid siden, vi sidst så en fisk komme op til overfladen. Klokken er næsten 7, og trætheden er ved at kravle tilbage i kroppen. Pludseligt begynder grå finner igen at vise sig i vandet foran os. Jeg kaster og misser straks et enkelt bid, da jeg ukoncentreret står og fumler med mit multihjul. Adrenalinen fortrænger straks det meste af trætheden, og stædigheden tager sig af resten. Min madding er i en sørgelig forfatning, og jeg bliver nød til at skifte den. Der er kun 2 små klumper hærdet lakseæg tilbage, og situationen begynder at bliver kritisk. Jeg kaster, og mens flådet driver ned ad floden messer jeg sagte; ’tag min madding, tag min madding, tag min madding….’. Om det hjælper at messe er ikke til at vide, men pludseligt ryger mit flåd under overfladen, og jeg hugger! Ingen fisk. I stedet for at trække tilbage og kaste igen, lader jeg flådet drive til enden af løbet. Lige inden jeg skal til at trække tilbage, forsvinder flådet igen, og jeg hugger! Denne gang er der tyngde for enden af linen! Jeg kæmper i et par minutter med hvad der synes større end Rodneys bette fisk, og ganske rigtigt, da fisken kommer tættere på, kan vi se, at det er en flot, stor sølvlaks. Jeg guider den ind på det lavere vand, hvorfra vi hurtigt kan tage nogle billeder. Fisken mangler sin fedtfinne, så dette er også en opdrættet fisk. Fisken er heldig, og i stedet for at blive slået oven i hovedet med en sten bliver den sat fri, og vi vinker farvel til vores aftensmad, som hurtigt svømmer ud i flodens dyb igen. I det mindste vil en anden lystfisker nu have muligheden for at fange en dejlig middag.

Sølvlaks for enden af linen i Capilano River

Sølvlaks fra Capilano River

Rodney får æren af at benytte sig af det sidste stykke madding. Desværre ser det ud til, at den stime af fisk, som netop svømmede igennem løbet hvor vi fiskede, er svømmet videre op ad floden. Rodney får ingen bid, og det bliver kun til nogle få ekstra kast inden den sidste madding er opløst i vandet. Det er på tide at pakke sammen og vende hjemad. Selvom vi ikke fik laks til aftensmad, var denne fisketur bestemt værd at stå så tidligt op for!

Sølvlaks fra Capilano River

Tagged with:
 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.