I begyndelsen af September tog Rodney og jeg til Ross Lake for at fiske efter ørreder fra vores båd. Ross Lake ligger i Skagit Valley Provential Park, godt en halvanden times kørsel fra vores hus – den første halve time på motorvej og den sidste time på grusvej. Den nordlige del af Ross Lake ligger i Canada, mens den sydlige og største del af søen ligger i USA. Skagit River flyder fra Canada-siden ind i Ross Lake og ud på den anden side i USA.

Før denne tur i september, var vi en enkelt tur til Skagit River, men den tur var på grund af alle myggene så skrækkelig (og måske fordi jeg ikke fangede nogen fisk…), at jeg svor aldrig at komme tilbage. Ugen efter tog Rodney for første gang til Ross Lake for at undersøge søen nærmere, og kunne, da han kom hjem, rapportere om fantastisk ørredfiskeri og ingen myg! Det pirrede jo min nysgerrighed, og på trods af minder om tusinder af blodtørstige myg, tog afsted sammen for at se om vi kunne gøre Rodney succes efter. Og hold da op, det er jeg glad for, at vi gjorde! Vi fangede ikke så mange fisk, som på Rodneys første tur, men søen og naturen omkring er så smuk og vejret skønt, at det i sig selv havde været hele turen værd. Og der var næsten ingen myg! Rodney har sat en video sammen fra vores tur, og I kan se den herunder:

Sommerens sidste fisketur efter ørreder gik i år til byen Fernie, som ligger i Kootenay-området i de berømte Rocky Mountains. Fernie er ikke særlig kendt hjemme i Danmark, men herovre er området et yndet turistmål året rundt for lokale canadiere samt amerikanere. Om vinteren er byen overrendt af skisport-entusiaster, og om sommeren af hikere, campister og ikke mindst skøre fluefiskere.

Vi var pakket og parat tidlig fredag morgen, og kørte den lange tur fra Vancouver til Fernie; en køretur som tager 12 lange, stive timer – stik øst. Køreturen er så lang, at man ender inde i en anden tidszone, og undervejs ser man landskabet ændre sig drastisk. Først fra de våde regnskove ved kysten, igennem de tørre og meget varme områder nær badebyen Osoyoos (som Rodney hævder ligger i Canadas eneste ørken…) til man til sidst når de mere frodige og grønne dale mellem de højt knejsende Rocky Mountains.

Den ulidelige køretur var dog til at komme igennem, fordi vi vidste, hvad det ventede os i Fernie; smukke floder med masser af fisk! Planen var at bruge en uge i området og fiske i nogle af de floder, som løber igennem her. Den mest markante flod er Elk River, som slynger sig igennem det meste af området. Derudover er der en mængde bifloder, såsom Wigwam, Fording og Michel River. I alle floderne kan man fange bull trout, mountain whitefish (som måske/måske ikke hedder Rocky Mountain Helt på dansk…) og – det som vi egentligt var rejst den lange vej for – westslope rødstrubet ørreder! Westslope rødstrubet ørred findes kun i floderne på vestsiden af Rocky Mountains (deraf navnet…) og er en smuk lille, stridig ørred. Med klasse 2 fluestænger og fluer i størrelse 12 til 14 brugte vi de fleste af dagene på at gå langs floderne, som er friske, klare og kølige – meget lig de bække i Jylland, hvor der fiskes efter stalling og brunørreder. Vejret her er varmere end ved kysten, og insekterne svirre i luften. Mængden af føde er stor og er med til at opretholde en sund bestand af ørreder og whitefish i selv små floder. Når vi stødte på et sted, som så indbydende ud på en fiskeagtigt måde, kastede vi fluerne af sted. Hvis fiskene er til stede bider de – hvis ikke, går man videre til næste hul, og sådan går dagene; afslappende og roligt. Både nymfer og tørfluer blev flittigt brugt, og i løbet af ugen blev det til et utal af ørreder og whitefish for enden af linen. Fiskeriet blev kun afbrudt af tilfældige tordenbyger, som har en tendens til at rulle igennem det ellers solrige område med jævne mellemrum.

Denne type fiskeri, hvor man går langs floderne og spejder efter fisk, er helt klart en af mine top-favoritter! Nærheden med naturen, vandet og fiskene føles stor, og selvom Elk River og dens bifloder er populære fiskedestinationer, gør områdets størrelse, at man sjældent støder på andre lystfiskere. Dette gør hele fiskeriet til en speciel og næsten sjælelig oplevelse.

Ud over alt vores medbragte fiskegrej, havde vi også slæbt vores nye ’drift boat’ med. Med sådan en, kan man drive med strømmen ned ad større floder, såsom Elk River, standse ved breder og fiske steder, som ellers er utilgængelig til fods. På den måde kan man dække meget mere vand. Det eneste er, at det ikke er helt let at styre sådan en gummibåd i en rivende strøm (som både Rodney og jeg fandt ud af…), og i det hele taget minder det mest og whitewater rafting – bare i en lille gummibåd i stedet for de store både, som de fleste nok ellers forbinder med whitewater rafting. Heldigvis havde vi forstærkning med i form af 3 venner, Shane, Carlo og Paul. Carlo og Paul er garvede ’driftere’ og hjalp os igennem de værste sektioner på floden. Efter nu at have oplevet mit første ’drift’ må jeg konkludere, at det er en sjov og god måde at fiske på, og en ny måde at opleve floden. Efter vi er kommet hjem igen og har fordøjet oplevelsen, må jeg dog også konkludere, at det vil være en god idé, at tage båden med ud til en af de lokale søer, og øve os i at manøvrere, inden vores næste ’drift’ i Squamish River til efteråret.

Kootenay-området er helt sikkert et besøg værd, hvis du er træt at laks og stør og i stedet er interesseret i at opleve tørfluefiskeri i verdensklasse. Det er i hvert fald et område, som jeg regner med at besøge igen. Vi fik filmet en masse på denne tur, og filmene skulle være parat om en uges tid eller to – så stay tuned!

Nu pakker vi ørredstængerne væk og laksesæsonen venter forude!

Husk at www.lystfiskerinden.com har en fan-side på facebook, hvor du let kan følge opdateringerne på siden. Hvis du har lyst til at blive fan så tag og klik ind her!

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.