Laksesæsonen 2014 er ved at lakke mod enden. Der er dog stadig friske fisk at blive fanget ude i Chilliwack River, og jeg bærer stadig på et spinkelt håb om, at jeg måske får mulighed for at komme ud og forsøge mig en sidste gang. Sæsonen var ikke dårlig i år, og vi så en pæn mængde laks i floden. Den lidt langsomme start i begyndelsen af oktober blev gjort til skamme af sen-sæsonen i slutningen af oktober og starten af november, hvor vi fangede fisk på næsten hver tur – og vores ture vare i disse dage kun omkring 2-3 timer enten om morgenen eller sent om eftermiddagen, så der var masser af fisk. De fleste fisk blev fanget på rogn under et flåd i hurtigt vand og på blink i langsommere og næsten stillestående og dybt vand.

Chillwack River

soelvlaks

Vi havde dog 2-3 uger med meget kraftig regn, som til tider besværliggjorde fiskeriet og gjorde floden høj og mudret. Sådan er tingenes tilstand nu en gang (og det bliver muligvis værre i fremtiden med den global opvarmning…), og man må bare arbejde omkring det så godt man nu kan. Et af vores tricks er at holde øje med vandstanden i floden online. Når vandstanden stiger efter et skybrud, vil fiskene bruge floden som en motorvej og svømme lige op til gydestederne så hurtigt de kan, men når vandstanden begynder at falde igen, bare en lille smule, svømmer fiskene langsommere og har det med at holde forskellige steder i floden. Når det sker, plejer det at betyde, at fiskeriet vil være godt, og så gælder det om at komme derud inden næste skybrud.  Derudover er det selvfølgeligt også en god ting at vide, hvilke steder langs floden der er gode ved hvilke vandstande. Det er en viden, som man oparbejder igennem en hel sæson, og jeg er så heldig, at Rodney har godt styr på sådanne ting (han fisker også en hel del mere end mig!), så det eneste jeg behøver at gøre er, at følge efter ham.

roedlaks

Ud over sølvlaks fangede vi selvfølgeligt også andre laksearter (men vi er vidst lidt nogle sølvlakse-snobber…), såsom hundelaks, kongelaks og, underligt nok, 2 rødlaks som på billedet oven over. Det underlige er, at de fisk ikke burde være der, men burde have drejet af et godt stykke længere nede ad floden og svømmet op til Cultus Lake. Det var derfor bestemt en overraskelse at hive sådan en i land!

Nu er det tilgengæld pludseligt blevet hundekoldt! Fiskestænger og hænder holder ikke længe i den bidende kulde. Det burde dog varme lidt op igen i næste uge, og så får jeg måske mit ønske om en sidste sølvlaks opfyldt.

soelvlaks

Sæsonen for pukkellaks er i fuldt sving, og Rodney og jeg har haft travlt de sidste par uger, hvor laksene har svømmet igennem Fraser River i en lind strøm. Vi bor lige ved flodmundingen af Fraser River, og har derfor rig mulighed for at gå på jagt efter havfriske pukkellaks når det passer os. Vi behøver hverken stå tidligt op eller køre i timevis, og det er en ren fryd!

Selv hvis vi boede langt væk, behøvede vi faktisk ikke at stå tidligt op, for pukkellaks svømmer igennem floden på alle tider af døgnet, og fiskeriet er mest af alt afhængig af tidevandet, som simpelt hen skubber fisk ind i floden. Tidevandet har utroligt nok indflydelse på flodens vandstand helt op til byen Mission, som ligger godt 50 km fra flodmundingen. Det er derfor altid godt, at have tidevandsalmanakken tæt ved hånden, når man fisker efter pukkellaks.

I mit sidste blog-indlæg beskrev jeg, hvordan vi fangede pukkellaks i Squamish River. Squamish River er altid den flod i Vancouver-området, hvor de først dukker op. Her fanger vi dem for det meste ved at flådfiske, fordi floden er mindre og strømmen stærkere end i Fraser River. I Fraser River nøjes vi med at kaste blink og spinnere efter fiskene. Pukkellaks er heldigvis ikke kræsne men er aggressive fisk og bider på næste hvad som helst. Det er derfor ikke underligt, at dette fiskeri trækker tusinder af lystfiskere til floderne hvert andet år – garvede fiskere kan afprøve nye teknikker eller bare få fyldt fryseren, mens nybegyndere får chancen for relativt nemt at fange nogle ordentlige fisk!

Eller rettere; det plejer at være let at fange dem! I år har det til tider været frustrerende svært at få fiskene til at bide i Fraser River! Efter at have brugt mangt en morgen/eftermiddag/aften over de sidste par uger ude ved floden har vi tilsammen nok ikke fanget mere end et dusin fisk. Det skal ses i lyset af, at i andre gode år har vi fanget et dusin fisk til sammen på en dag! Der er nok mange grunde til at sværhedsgraden i dette fiskeri er blevet skubbet op et stykke. En af grundene er, at vandet i Fraser River har været meget grumset igennem det meste af sæsonen på grund at kraftige og atypiske regnfald i de nordlige dele af British Columbia. Al den regn får vandet i floden til at silte til, og fiskene har ikke kunnet se hverken blink eller spinner – med mindre agnet passerede lige foran næsen på dem. Over den sidste uge er vandet heldigvis blevet meget klarere, og vi så frem til at fange mange flere fisk. Det så et split-sekund ud til, at sæsonen måske ville nå tidligere højder! Desværre besluttede ’Department of Fisheries & Ocean’ (DFO), som er ministeriet der administrerer fiskeriet herovre, samtidigt at åbne for kommercielt fiskeri efter pukkellaks i over en uge. Dette gør, at næsten ingen pukkellaks får adgang til floden, og at mange lystfiskere kan skyde en lang hvid pind efter, at få pukkellaks på spisebordet – som de selv har fanget, vel at mærke.

Nuvel, jeg forstå godt, at de kommercielle fiskere skal tjene nogle penge, og der bør være fisk nok til alle. Jeg forstå bare ikke, at en kommerciel åbning skal vare i over en uge og dække 2 weekender, som er det eneste tidspunkt, hvor mange, specielt familier, har tid til at tage ud og fiske. Med den ene hånd opfordrer DFO folk til at købe fisketegn og tage familien ud for at fiske efter pukkellaks, og med den anden giver de alle fiskene til den kommercielle sektor. Hvis jeg lige havde købt fisketegn til hele min familie for at fange nogle pukkellaks eller var en nybegynder, som var blevet lovet masser af fisk, ville jeg følge mig godt og grundigt taget ved næsen!

Nåh, man skal ikke beklage sig for meget, men være taknemmelig for det man har. Vi har været så heldige allerede fanget en del fisk. Selv med den kommercielle åbning er det stadig muligt at fange fisk – det er bare mere udfordrende. Rodney og jeg har fisket tidligt om morgenen med en smule succes, da de kommercielle fiskere kun må fiske fra kl. 6:00 til 21:00, hvilket betyder, at fiskene har en chance for at svømme ind i floden i ly af nattens mulm og mørke. Derudover er der gode fangstrapporter fra længere oppe i floden, hvor floden er smallere.

Der er cirka to uger tilbage af sæsonen for pukkellaks, og vi håber og beder til, at den kommercielle åbning ikke bliver forlænget (som det allerede er sket én gang), og at vi stadig har tid til at fange et par pukkellaks mere inden det er slut. Vi har planer om at tage til Chilliwack/Vedder River i denne uge. Chilliwack River er smallere og vandet er klarer end i Fraser River, og vi har hørt gode fangstrapporter derfra. Om ikke så længe vil det også være muligt at fange sølv- og ketalaks her, så der er endnu mere at se frem til! Laksesæsonen er kun lige begyndt!

Kun en uge efter vores hjemkomst fra Fernie var det tid til at vådte linerne igen. Pukkellaksene har nemlig startet deres indtog i British Columbia! Mere end 20 millioner pukkellaks forventes at vende tilbage til Fraser River, Squamish River og deres bifloder over de næste 4 uger. Mange lystfiskere har utålmodigt siddet som på pinde over de sidste par måneder, og fiskeforummer har de sidste 2 uger været en sydende kedel af; ”Er de her? Er de kommet? Har nogen set dem?”.

De første fisk dukker af en eller anden grund altid op i Squamish River og et par uger efter i Fraser River. Da det endnu er tidligt på sæsonen, og der ind til nu kun har været sporadiske fiskerapporter fra Fraser River, valgte Rodney og jeg at tage et smut til Squamish River tidlig fredag morgen. Håbet var at fange årets første pukkellaks og måske fange nok til at tage et par stykker hjem til fryseren. Vi var ud af døren klokken 5 om morgenen. Det var endnu mørkt, og man kunne kun lige skimte en lysning over bjergene. På vejen til Squamish stoppede vi for at samle vores ven, Mark, op. Optimismen var høj; vejret var klart, det var tidlig morgen og endda fredag. Vi mente derfor ikke, at der kunne være så mange fiskere ude endnu. Da vi nåede floden henad klokken 6:30, så vi overrasket, at der allerede holdt mange biler parkeret. Vi vandrede ned til floden og der, langs hele flodbreden, stod morgenfriske lystfiskere stuvet sammen med godt 10 meters mellemrum – og flere havde bøjede stænger og fisk for enden af linen! Laksefeberen var åbenbart mere udbredt end først antaget! Vi vandrede ned ad floden for at se, om vi kunne finde et sted hvor 3 personer kunne stå uden af skabe for meget ravage. Heldigvis var der et par unge mænd, som var ved at pakke sammen efter af have fisket hele morgenen, og de overlod velvilligt deres fiskeplads til os. De vandrede væk med et par fisk hver i hænderne – det lovede godt!

Stedet her ligger kun omkring en kilometer fra, hvor Squamish River løber ud i havet. Det betyder, at laksene er meget friske – endda så friske at man ofte finder fiskelus på dem – og de kæmper en brav kamp når kroget. Den korte afstand til havet betyder også, at tidevandet bliver skubbet op i floden, og med det friske stimer af laks. Det er derfor altid en god idé at holde øje med tidevandsalmanakken og forsøge at fiske lige i timerne omkring, hvor tidevandet topper. I dag toppede tidevandet klokken 10:30.

Vi placerede os i floden – 3 på stribe – og begyndte at kaste. Pukkellaksen er den mindste af de 5 stillehavslaks, og det kræver derfor ikke det voldsomme udstyr at fange dem. En 10,5 fod stang og et multihjul spolet med 5,5 kg hovedline og 3,5 kg leader og er nok. Jeg startede med en lyserød gummi-orm under mit flåd, og Rodney startede med en jig, som han havde bundet aftenen før, mens Mark forsøgte sig med en fluestang og flue. Der gik ikke lang tid, før Rodneys flåd dykkede under bølgerne. Han kæmpede en kort stund, og en flot hun-pukkellaks dukkede op af vandet. Vi besluttede at beholde den, gav den et gok i hovedet med en sten og gravede en lille grav i flodbreden, hvor fisken kunne ligge sikkert i det kølige vand (man skal dog lige holde øje med mågerne…!).

Kort tid efter var der også en fisk for enden af min line, men inden jeg fik den ind til land hoppede fisken af krogen. Fiskene svømmer igennem floden i stimer, og af og til er der nogle korte pauser, hvor ingen får bid – med undtagelse af vores naboer, som fiskede med flue og så ud til at have bid på næsten hvert kast. Der kan være helt stille, hvorefter grå finner, som små delfiner, pludseligt begynder at bryde vandoverfladen igen, og op og ned ad hele rækken af lystfiskere ses bøjede fiskestænger og glade smil. Rodney så ud til at have held med sin jig, så jeg abede efter og skiftede min gummi-orm ud med en jig, og det hjalp!

I løbet af morgenen havde vi masser af fisk for enden af linerne. Af en eller anden grund fik jeg en masse hanner på krogen, som hver gang trak en hel del line ud og gjorde min arm øm, inden jeg fik bragt dem ind til land. Hunnerne var mere medgørlige, men stadig sjove at fange. Vi sluttede dagen hen ad frokosttid og tog i alt 4 hunner fyldt med æg med hjem. Der er ikke noget som frisk laks til aftensmad!

Rodney har sat en lille kort video fra vores tur sammen, og du kan se den herunder.

 

Vækkeuret ringede klokken 3:20 i morges, og det føltes som om, jeg kun lige havde lukket øjnene. Ikke desto mindre var det tid til at stå op. Flere fiskerapporter har de sidste par dage meldt om glimrende sølvlaks-fiskeri i Capilano River i Nord Vancouver, og Rodney og jeg var derfor spændte på at se, om vi måske også kunne narre nogle havfriske sølvlaks til at bide. For at have succes i Capilano River skal man dog være tidligt på færde – helst inden solen står op, så det første kast kan lande i floden, lige når de første svage stråler titter frem over træerne. At stå tidligt op er helt sikkert en ulempe for Rodney og mig, men med god udsigt til at fange nogle fisk fik vi alligevel hevet os ud af fjerene, og vi var ude af døren med al vores habengut lidt over klokken 4 – eller næsten al vores habengut. Det viste sig, i bilen på vej til floden, at vi havde glemt at købe ’salmon stamps’ på vores fisketegn. Det betyder, at vi ikke må beholde de laks, som vi eventuelt fanger. Da det var for sent at vende bilen omkring, fortsatte vi, mens håbet om en dejlig laksemiddag forsvandt i morgenens mørke. Vi trøstede os med, at det jo overhovedet ikke var sikkert, at vi ville fange nogle fisk (en ringe trøst…)!

Vi nåede frem til parkeringspladsen hen ad klokken 5. Det var stadigt mørkt, og vi baksede wadersene på, hvorefter vi banede os vej gennem krat og busk mod floden. Mens vi vandrede af sted i mørket og gik og klappede i forsøget på at skræmme eventuelle bjørne væk, spekulerede jeg på, hvorfor det lige var, at jeg havde efterladt peber-sprayen derhjemme. Ud over det, havde det nok været en god idé at medbringe et par lygter, for stien vi gik på var meget uvejsom og gik stejlt ned mod floden, som vi kunne høre bruse et sted nedenfor os. Hvordan vi nåede helskindet igennem mørket ned til floden er mig en gåde, men frem nåede vi da.

Capilano River

Det var stadig tusmørke, da vi endeligt fik plantet fødderne i det kolde vand. Floden løber her gennem en i dyb ravine omringet af klipper og høje træer. Stilheden er total. Det er underligt at tænke på, at vi faktisk står midt i Nord Vancouver. Vi står lidt og kigger ud over vandet for at orientere os og finde de dybe huller, hvor fiskene måske sidder. Vi ser et par finner bryde overfladen – et godt tegn. Det første kast bliver kastet og flådet flyver gennem luften, inden det lander i vandet med et plop. Vi falder hurtigt ind i en rytme, hvor vi skiftevis kaster opstrøms og ladet flådet drive ned ad floden, inden vi trækker det tilbage og gentager proceduren. Håbet er, at en frisk sølvlaks vil bide på vores madding, som består af hjemmehærdet lakseæg fra sidste sæson.

Der går ikke lang tid, før Rodney får det første bid. Han hugger, og den første fisk er på linen! Han bringer den ind til det lavere vand, og det er en lille sølvlaks. Den mangler fedtfinnen og er derfor en klækkeri-opdrættet fisk. Hvis vi havde haft vores ’salmon stamp’, måtte vi beholde den, men vi satte den i stedet fri igen. Efter Rodneys fisk går der lang tid uden der sker noget. Vi kaster og kaster, og vores beholdning af madding skrumper langsomt ind. Det er også et stykke tid siden, vi sidst så en fisk komme op til overfladen. Klokken er næsten 7, og trætheden er ved at kravle tilbage i kroppen. Pludseligt begynder grå finner igen at vise sig i vandet foran os. Jeg kaster og misser straks et enkelt bid, da jeg ukoncentreret står og fumler med mit multihjul. Adrenalinen fortrænger straks det meste af trætheden, og stædigheden tager sig af resten. Min madding er i en sørgelig forfatning, og jeg bliver nød til at skifte den. Der er kun 2 små klumper hærdet lakseæg tilbage, og situationen begynder at bliver kritisk. Jeg kaster, og mens flådet driver ned ad floden messer jeg sagte; ’tag min madding, tag min madding, tag min madding….’. Om det hjælper at messe er ikke til at vide, men pludseligt ryger mit flåd under overfladen, og jeg hugger! Ingen fisk. I stedet for at trække tilbage og kaste igen, lader jeg flådet drive til enden af løbet. Lige inden jeg skal til at trække tilbage, forsvinder flådet igen, og jeg hugger! Denne gang er der tyngde for enden af linen! Jeg kæmper i et par minutter med hvad der synes større end Rodneys bette fisk, og ganske rigtigt, da fisken kommer tættere på, kan vi se, at det er en flot, stor sølvlaks. Jeg guider den ind på det lavere vand, hvorfra vi hurtigt kan tage nogle billeder. Fisken mangler sin fedtfinne, så dette er også en opdrættet fisk. Fisken er heldig, og i stedet for at blive slået oven i hovedet med en sten bliver den sat fri, og vi vinker farvel til vores aftensmad, som hurtigt svømmer ud i flodens dyb igen. I det mindste vil en anden lystfisker nu have muligheden for at fange en dejlig middag.

Sølvlaks for enden af linen i Capilano River

Sølvlaks fra Capilano River

Rodney får æren af at benytte sig af det sidste stykke madding. Desværre ser det ud til, at den stime af fisk, som netop svømmede igennem løbet hvor vi fiskede, er svømmet videre op ad floden. Rodney får ingen bid, og det bliver kun til nogle få ekstra kast inden den sidste madding er opløst i vandet. Det er på tide at pakke sammen og vende hjemad. Selvom vi ikke fik laks til aftensmad, var denne fisketur bestemt værd at stå så tidligt op for!

Sølvlaks fra Capilano River

Tagged with:
 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.