2010 var et fantastisk år for rødlaks, hvor 30 millioner rødlaks vendte tilbage til Fraser River og dens bifloder. Her 4 år efter er lakseynglen fra 2010 vendt tilbage, og vi har oplevet endnu et stort år med op til 22 millioner laks. Det er altid en stor begivenhed, som mange folk ser frem til – både lystfiskere og de kommercielle fiskere. Der er fisk nok til alle, og folk flokkes til floderne for at få fyldt deres frysere. Vi tog også del i løjerne tidligere på ugen, da vi tog ud til Fraser Rivers flodmunding med Bon Chovy Fishing Charters for at fiske efter rødlaks fra båd. Vi sejlede ud fra downtown Vancouver klokken 10, hvor Jason, vores guide, har sin 30 fod Grady White liggende. Vancouver er en dejlig by, og det er et flot syn at sejle ud fra havnen og se byen bag sig

Downtown Vancouver

Med 600 hestekræfter tager det ikke mere end 20 minutter at sejle ud til flodmundingen, og vi havde hurtigt fiskestængerne i vandet. Her trollede vi stille og roligt rundt med rødlaks springende omkring os. Det var en dejlig solrig dag uden alt for meget vind. Selv med rigtige mange kommercielle både ude og fiske, havde vi et stort område stort set til os selv.

140911-06

140911-05

Jason havde placeret vores båd lige i nærheden af, hvor flodens udgående vand møder det indgående tidevand. Man kan med det blotte øje se den stærke strøm, som her skabes, og fiskene så ud til at svømme langs kanten af denne strøm. For at tiltrække fiskene havde vi sat flashers på selve fiskelinerne, og såkaldte ‘dummy-flashers’ hængende på selve downriggeren, og det virkede glimrende. Vi kunne på ekkoloddet se stimer af fisk samle sig bag os og følge efter båden. Det tog heller ikke lang tid, før vi havde den første fisk på krogen. Det var dog ikke en rødlaks, som havde bidt vores lyserøde hootchie, men en flot kongelaks – hvilket er ret usædvanligt! På det her tidspunkt, og med så mange rødlaks i vandet, er det 1 ud af 100 at få en kongelaks i stedet for en rødlaks – så det var en kærkommen gave, og fisken blev hurtigt aflivet og smidt i køleren.

Kongelaks

Dernæst begyndte rødlaksene at bide, og inden klokken rundede 16 havde vi fanget den tilladte mængde fisk på 4 per person.

rødlaks

rødlaks

rødlaks

rødlaks

Selvom man teoretisk set godt må blive ved med at fiske efter laks, efter man har fanget sin daglige kvote, besluttede vi at holde inde for i dag. Fisk, som bliver fanget og sat fri ved flodmundingen, har stadig en meget lang vej foran sig på flere hundrede kilometer op igennem Fraser River, før de når deres destination, og jo mindre stress de er gået igennem, jo større chance er der for, at de når det. Vi vendte i stedet tilbage til Vancouver for at få alle fiskene renset og gjort parat til hjemkørsel. Nu har vi fryseren fyldt! Men vi må hellere se at få fiskene spist inden sølvlaksesæsonen starter, for den er også forudset til at blive god i år!

rødlaks

rødlaks

Vi fik filmet en hel del på turen, og Rodney har været hurtig til at få videoen op på vores YouTube-kanal. Du kan se den herunder!

For 2 år siden var Rodney og jeg ude og fiske efter stør i Fraser River med vores gode ven Lang, som ejer firmaet Langs Fishing Adventures Ltd.. På det tidspunkt var jeg gravid i 6. måned, og da det kræver en del trækken og hiven, og hosten og prusten at hive en stør ind, kunne jeg ikke andet end at tage billeder og filme. Her 2 år efter tænkte Rodney, at det var på tide, at jeg fangede min første rigtige stør. Han arrangerede derfor endnu en tur med Lang og inviterede vores gode venner Kitty og Daniel til at joine os. Kitty har heller aldrig før fanget en stør, så det var jo en perfekt mulighed for at få os begge ‘døbt’. Vi mødtes alle klokken 9 ved Mission Bridge, hvor Lang havde sat sin båd i floden. Vi var hurtigt afsted og havde i løbet af kort tid alle 4 fiskestænger i vandet – med ildelugtende og råddent laksekød på krogene.

140828-01

De første par timer skete der ikke så meget. Efter at have skiftet spot og madding begyndte Lang dog langsomt at sniffe sig frem til, hvor størene gemte sig, og fiskestængerne begyndte at danse! De første 2 bid missede jeg til stor frustration! Det varede dog ikke længe, før jeg fattede, hvordan man skulle sætte hugget, og den første stør på ca. 80 cm blev bragt ind til båden. Fisken blev hevet ombord for at blive målt. Normalt ville Lang også aflæse dens chip (hvis den da havde sådan een – hvis ikke, ville vi havde givet den en), men han havde glemt sin chip-læser.

140828-03

140828-14

Dernæst var det Kittys tur til at misse et par bid inden hun fik sat hugget helt perfekt, og bragte en lige over 1 meter lang stør ind. Herfra var det næsten none-stop-action resten af eftermiddagen, hvor Kitty og jeg skiftedes til at bringe stør ind til båden, mens vores armmuskler brændte!

140828-04

140828-07

140828-13

Som perfekt afslutning fik vi en kleppert af en fisk på næsten 2 meter på krogen. Fisk på den størrelse skal tages ind til land og ikke ombord på båden, da det kan påføre dem unødig skade. Det var derfor på med waders og ud og sidde i mudderet mens der blev taget billeder.

140828-05

140828-06

140828-08

Alt i alt var det en fantastisk dag med 10 fisk bragt til båden og ligeså mange bid misset! Lang var vidst dog lidt skuffet over, at vi ikke havde fået en rigtig stor stør på krogen, men jeg skal indrømme, at jeg er glad for, at vi ikke gjorde. Den på 2 meter var svær nok at få ind! Så er jeg helt tilfreds med dem på 1 til 1,5 meter – det er en perfekt størrelse efter min mening (og mine armmusklers!).

En sjov lille historie her til sidst – indsætning af chips i stør startede en gang i midt 90’erne. Disse chips indholder et specifikt nummer. Når en stør bliver genfanget, kan man på den måde holde øje med dens udvikling. De første fisk som fik indsat chips i midt 90’erne forsvandt dog fra radaren og blev aldrig genfanget – før i år, hvor de pludseligt begyndte at dukke op igen. Meget pudsigt! Da det ikke er satellit-chips, kan vi ikke vide med sikkerhed, hvor de har tilbragt de sidste 20 år, men de er muligvis svømmet ud i havet, hvor de har kunne mæske sig, og er nu vendt tilbage til floden for at sige hej endnu en gang!

Og til alle-aller sidst skal jeg nævne, at Rodney og jeg udlejer vores nyrenoveret kælderlejlighed fra oktober af til folk, som skulle komme forbi Chilliwack-Vedder River. Jeg har oprettet en ny fane her på min hjemmeside med mere info og billeder. Vi lejer den ud gennem airbnb.com, og al betaling klares gennem dem. I kan læse mere og leje vores lejlighed på vores airbnb-side.

Håber I har lyst til at komme og besøge os!

Vi var så heldige at blive inviteret ud til noget stør-fiskeri i Fraser River af vores gode ven Lang, som ejer sit eget guiding-firma. Faktisk var det meningen, at vi skulle have været ude og fiske med ham i foråret, men da vi dengang mødte op på molen parate til at kæmpe med nogle stør, ville hans båd ikke samarbejde, og vi udskød derfor eventyret. Der skulle altså gå flere måneder inden vi igen kunne finde en dag, og den dag var sidste søndag i dejlig solskin og let brise – perfekt til en eftermiddag på floden!

Vores guide, Lang, mens han styrer mod stør!

Fraser River er verdenskendt for sit stør-fiskeri, som er et rent ”Catch & Release”-fiskeri. Det er derfor forbudt at beholde de stør man fanger. I stedet tager man automatisk del i det ”tagging-program”, hvor alle stør som fanges bliver målt og udstyret med en lille elektrode under huden med et specifikt ID-nummer, hvorefter de bliver sat fri igen. På den måde kan der holdes styr på bestanden, og det giver biologerne mulighed for at følge enkelt-individers udvikling, når fiskene fanges flere gange.

Der skal store kroge til at fange stør!

Vi satte ud fra molen i Mission og fiskede hele eftermiddagen i floden langs selve Mission. Der er stør over det hele, så man behøver normalt ikke at sejle langt for at finde dem. Lang fik alle 3 fiskestænger gjort parat og madet krogene med ildelugtende, halvråddent laksekød. Da jeg egentligt ikke er i en tilstand til at kæmpe med store stør lige nu, stod Rodney og Lang for at kroge og bringe fiskene ind, mens jeg filmede det hele. Der gik heller ikke lang tid før det første bid indtræf, og i løbet at eftermiddagen blev det til 6 fisk krogede og 4 bragt til båden. Den største af fiskene var på lige under 2 meter, så den måtte bringes ind til land, da den var for stor at bringe op på selve båden.

Rodney med en fin, ung stør!
Rodney og Lang med en større stør!
Rodney med en stor stør på 2 meter!

Alt i alt en glimrende fisketur på en solrig eftermiddag. Mange tak til Lang’s Fishing Adventure for at tage os med ud på hans båd! Hvis du vil læse mere om stør kan du tage et kig på min side om størfiskeri i Fraser River.

Nu starter laksesæsonen for alvor snart, så forhåbentligt kommer der snart nogle billeder af friskfangede laks op på bloggen her!

Rodney og jeg med en fin, ung stør!

Efter i flere uger at have jagtet pukkellaks i Fraser River med mere eller mindre succes, besluttede Rodney og jeg i midten af september at bruge en eftermiddag ved Chilliwack River for at se, hvordan pukkellakse-situationen stod til der. Selvom pukkellaksene i Chilliwack River sådan set er de samme som i Fraser River, er de lettere at fange i Chilliwack River, fordi floden er smallere og indeholder mindre vand end Fraser River. Kvaliteten af fiskene i Chilliwack River er dog ikke nær så god som i Fraser River, for når de når Chilliwack River, efter at have svømmet hele vejen op ad Fraser River, er de allerede godt farvet og næsten gydemodne – fisk som jeg personligt ikke ville bruge til andet end røgeovnen (gydemodne fisk skal som en tommelfingerregel også lades alene…). Turen her gik derfor ikke ud på at få fyldt fryseren, men bare at se situationen an, fange nogle fisk og få taget nogle billeder og video.

Foruden at pakke det obligatoriske pukkellakse-grej, såsom min lilla jig, der havde virket så godt i Squamish River, pakkede Rodney også nogle hærdede lakseæg. Pukkellaks bider generelt ikke på madding, så de hærdede lakseæg var tiltænkt nogle andre – nemlig sølvlaks og ketalaks. Chilliwack River er normalt sort af pukkellaks i midten af september, og det kan være svært at undgå dem, men med lidt hærdet lakseæg er det faktisk muligt at arbejde sig igennem og undgå masserne af pukkellaks, og måske støde på en enkelt sølvlaks, som er på udkig efter nogle efterladte pukkellakseæg. Det var i hvert fald idéen. Desværre så vi ikke skyggen af sølvlaks den dag andet end et enkelt bid, som hen ad aftenstid fik Rodneys flåd til at dykke kortvarigt under vandets overflade. Til gengæld var der pukkellaks i overflod, og vi fangede en del af fiskeriet på video, som du kan se herunder – enjoy!

Laksesæsonen er ved at være ovre for i år, og floderne tømmes langsomt for fisk og trætte lystfiskere. Lugten af døde og rådnende laks hænger stadig i den kølige luft enkelte steder, men dagene hvor det var muligt, at hive flere laks hjem til fryseren er definitivt ovre for i år. Fiskestængerne gemmes væk – i hvert fald i et par måneder, inden floderne begynder at kalde igen, og næste kapitel starter – det er snart tid til vinter steelhead!

Det siges, at steelhead skiller fårene fra bukkene, og hvor der de sidste par måneder har været tæt pakket ude på de mest populære floder, er det kun de mest hardcore lystfiskere som fortsætter fra laksefiskeriet direkte ind i steelheadfiskeriet – for det er muligt, at fange steelhead allerede nu. Hardcore steelheadfiskere er dem, som lige meget vind og vejr kan findes ude ved floderne – spejdende og søgende. Det er dem, som på trods af forfrysninger i fingre og tæer og talrige fiskeløse fisketure holder modet oppe og troen på at næste gang, så sker der! Og det gør det måske også. Vi har i hvert fald hørt om et par stykker fanget allerede.

De andre lystfiskere, de kuldskære og de dovne falder fra som fluer – sådan nogle som mig. Jeg bryder mig ikke om kulde og foretrække at tilbringe denne tid indenfor. For mig er det her tiden, hvor der reflekteres over året der gik, og hvor der forberedes til næste fiskesæson. Jeg gætter på, at vi en gang til februar og marts, når der er flere steelhead i floderne, bevæger os ud igen for at lede efter disse sky fisk. Men hvad skal vi så lave i mellemtiden?

Heldigvis er der stadig mulighed for at vådte linerne, uden at det behøver at være hardcore steelheadfiskeri. Der er stadig bull trout og kystnære rødstrubet ørreder at fange, selvom kulden gør dem lidt sløve og svære at få til at bide. Derudover er der de lokale søer, som har fået udsat regnbueørreder helt frem til midten af november, og det udnytter Rodney og jeg gerne, når vi på trods af det kolde vejr er ved at få pip af, at sidde indendørs og kukkelure.

Rodney og jeg tager hjem til Danmark over julen, og forhåbentligt bliver der tid til at lede efter nogle havørreder i de kolde farvande. Vi melder selvfølgeligt tilbage, hvis vi finder nogle!

Herunder er en lille video fra en fisketur efter bull trout i november.

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.