Lystfiskeri i British Columbia

Laksefiskeri i British Columbia

I British Columbia er der en lang række muligheder at vælge imellem hvad angår lystfiskeri – der er både stille og roligt fiskeri til familier, som ikke er så hardcore, og mere avanceret fluefiskeri i søer og floder, som kræver god teknik og godt udstyr. Der er fire hovedgrupper af fisk, som lystfiskere generelt forbinder med British Columbia. Det er laks, stør, steelhead og ørred. Udover disse fire grupper, er der også mange andre mindre kendte arter, der kan være lige så interessante at fange.

På grund af det milde klima, kan lystfiskeri nydes hele året, især i det sydlige British Columbia. Med det sagt er visse årstider dog mere produktive end andre.

I British Columbia fiskes der typisk i havet mellem maj og september. I løbet af denne periode, fiskes der langs vestkysten af British Columbia efter laks, hellefisk, rødfisk og lingcod. Ved slutningen af sommeren og det tidlige efterår kan der fiskes fra strande efter laks, som på dette tidspunkt langsomt begynder deres lange rejse tilbage til de vandløb, hvor de blev født. Selvom havfiskeri fra båd efter overvintrende laks og ørred kan udføres i vintermånederne er succesraten meget lav, og det primært for de lystfiskere, som ikke har noget imod at vove sig ud i vintervejret.

I British Columbia kan fiskeri i ferskvand opdeles i flere kategorier, såsom fiskeri i søer og fiskeri i floder efter laks, ørred og steelhead. Søfiskeri sker som regel mellem april og september. Der findes tusindvis af søer spredt ud over British Columbia, som tilbyder fremragende ørredfiskeri for både familier og seriøse lystfiskere. I mange af disse søer bliver der jævnligt sat fisk ud. Udsætningen er organiseret og udført af en gruppe, som hedder “Freshwater Fisheries Society of BC”. Denne organisation er delvist finansieret af indtægterne fra salg af ferskvandfisketegn.

Ørredfiskeri i British Columbia

Laksefiskeriet i floder er på sit højeste mellem august og november. I løbet af disse måneder vender de 5 stillehavslaks tilbage til det vandløb, hvor de blev født. Hvis laksefiskeri ikke er din kop te, er ørredfiskeri i vandløb længere indlands i British Columbia til rådighed hele sommeren. Her bider store regnbueørreder og rødstrubet ørreder gerne på enten en våd- eller tørflue. Rødstrubet ørreder og bull trout er i vintermånederne også to meget populære arter i floderne nær kysterne. Sidst men ikke mindst skal steelhead fiskeriet nævnes – en udfordring for dem, der både har tålmodighed og vedholdenhed. Disse ’fish of a thousand casts’ er kendt for deres kraftfulde løb og akrobatiske spring.

Foruden laks, steelhead og ørred findes der i British Columbia et enestående fiskeri, som kun er til rådighed i nogle få dele af verden. Størfiskeriet i Fraser River er en oplevelse, som alle lystfiskere bør prøve mindst én gang i deres liv. Disse fisk, som mest af alt minder om dinosaurer, kan vokse op til tre meter i længden. De kan fanges hele året, men det bedste tidspunkt er i september og oktober, hvor laksen vender tilbage til Fraser River.

I det følgende kan du finde mere detaljeret beskrivelser af de forskellige fiskerier som British Columbia tilbyder.

 

2 Responses to Lystfiskeri i British Columbia

  1. Dennis Olsen says:

    Lige en hilsen her “hjemme” fra,superside du har dig her og hvilket sted du er havnet,man får helt lyst til at lægge vejen forbi,ikke mindst efter at ha set din mands site…
    Dennis

    • Nina says:

      Hej Dennis, tak skal du have! Jeg er glad for, at du kan lide vores sider. Ja, det er dejligt herovre, og er helt sikkert et besøg værd :-)
      mvh
      Nina

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.