Efter 3 fiskeløse ture inde for 2 uger bestemte vi os for at prøve lykken igen en grå og regnfuld torsdag eftermiddag. Turen inden da havde været en tidlig morgentur, og da den ikke havde givet noget afkast i form af fisk, så vi ikke nogen grund til at prøve det igen. Det kan være en dejlig oplevelse at følge morgengryet fra floden, men man skal efter min mening alt, alt for tidligt op, og når man kommer hjem igen, er man alt for smadret til at fortage sig noget fornuftigt. Oven i det er man heller ikke lovet nogen fisk, bare fordi man har været tidligt oppe – desværre! Den eneste grund til at fiske tidligt om morgenen er ’first dip’, som de kalder det herovre – når vandet har stået urørt gennem hele natten, og steelheads’ne har fået en chance for at slappe af og relokalisere sig i floden. ’First dip’ kan være meget produktiv, men i Chilliwack River, som er en velbesøgt flod, er det noget af et gamble at satse på, at være den første ved et bestemt fiskested. Det stress kan jeg godt være foruden. Rodney og jeg har desuden haft meget mere held ved at fiske ’last light’, som I nok kan gætte er, når solen er ved at gå ned igen. Vi havde derfor en god, lang, afslappet morgen, inden vi omkring frokost tid satte os ind i bilen og kørte mod Chilliwack. Skyerne hang gråt over os og det regnede let da vi nåede frem. Der var kun en let brise og luften var kølig og klar – næsten perfekt steelhead-vejr! Mens vi træk i waders’ne kildrede det i mine fingre af forventning. Jeg kunne mærke, at i dag så ville det ske! (Ja ok, den følelse har jeg jo næsten hver gang…).

Vi havde på forhånd valgt at fiske et andet sted en de foregående gange – lidt længere nede ad floden. Stedet her består af flere sidekanaler, som flyder sammen og danner strukturer i flodbunden og skaber en gradient i strømningshastigheden. Derudover er der på den modsatte flodbred noget buskads og gamle træstammer, som hænger ud over vandet. På den side som vi fiskede, har sammenkoblingen af sidekanaler samlet en stor bunke gamle, døde trærødder. Det her sted så ganske fiske-agtigt ud! Den første times tid gik uden det store. Vi arbejdede os ned ad flodløbet. Rodney missede et enkelt bid tæt ved den modsatte bred. Der var altså fisk her! Efter at have arbejdet mig igennem det meste af løbet og allerede var begyndt at spejde mod det næste flodløb, lod jeg mit flåd flyde tæt forbi den føromtalte samling af trærødder i håbet om, at der måske gemte sig en fisk bag den. Skuffet så jeg flådet flyde forbi uden at dykke under bølgerne. Da jeg begyndte at trække linen ind, rykkede det pludseligt hårdt i fiskestangen, og jeg troede et splitsekundt, at jeg havde fået kroget rødderne – lige ind til linen på mit hjul med at hvin begyndte at løbe – Fish On! Jeg råbte forskrækket op, og var ved at vælte på halen i bare overraskelse.

Steelhead i Chilliwack River

Jeg forsøgte desperat at sætte noget modtryk på, da jeg indså, at stedet hvor jeg stod ikke var velegnet til at lande en fisk. Det var alt for dybt. Jeg måtte over på den anden side at den ene sidekanal. Samtidigt måtte jeg sørge for, at min line ikke blev fanget i rødderne. Jeg vaklede baglæns og krydsede sidekanalen så hurtigt jeg kunne, mens jeg forsøgte for at holde trykket på linen. Desværre træk fisken så hårdt, at det var svært at løfte linen over rødderne. Rodney blev ved med at råbe ”Løft linen, løft linen!”, og jeg prøvede panisk at gøre som han sagde. Jeg så til min gru linen blive viklet ind i rødderne og tænkte, at nu var det slut! Heldigvis var Rodney hurtig til at løbe ud i vandet og befri linen igen, mens det på en eller anden måde lykkedes mig at holde trykket på linen. Jeg fik kontrol over fisken og fik bragt den ind på det lavere vand. Det var en flot, vild steelhead på omkring 5 kg. Efter et par billeder blev den sat fri igen. Hold da op en kamp! Jeg var helt smadret bagefter, min arm brændte og to dage efter er jeg stadig øm. Jeg spekulerer på, hvordan det mon føles at kroge en fisk på 10 kg!

Steelhead fra Chilliwack River

Steelhead fra Chilliwack River

Senere bevægede vi os længere ned ad floden for at se, om der skulle gemme sig nogle gode løb dernede. Der var et par stykker som så udmærkede ud, men ikke nogen som gav fisk. Efter et par timer var min arm så mør, at jeg havde problemer med at kaste, og måtte holde pause efter hvert tredie kast. Med de grå skyer over os var der heller ikke lang tid til, at mørket ville sænke sig. På vej tilbage mod bilen besluttede vi dog lige at prøve det første flodløb af igen – man kan jo aldrig vide. Denne gang kravlede jeg op på rødderne for at fiske den modsatte bred, mens Rodney stillede sig op der, hvor han tidligere havde haft bid.

Fiskeri efter steelhead i Chilliwack River

Mens jeg stod der på rødderne tænkte jeg, at hvis jeg får en på krogen nu, er jeg ikke sikker på, at jeg har kræfter nok i armene til at bringe den ind. Da tanken var tænkt til ende røg mit flåd under overfladen, og jeg hev instinktivt i fiskestangen. Fish on! Pludseligt var alle kræfter tilbage i armen. Denne gang stod jeg lidt bedre og havde derfor mere kontrol over fisken. Jeg møvede mig ned fra rødderne og fik jeg gelejdet den ind på det lavere vand. Det gik væsentlig nemmere og hurtigere denne gang! Det var endnu en flot steelhead på omkring 4 kg.

Steelhead fiskeri i Chilliwack River

Steelhead fiskeri i Chilliwack River

Steelhead fra Chilliwack River

Fedtfinnen manglede, så vi besluttede at beholde fisken – eller rettere, fedtfinnen manglede næsten. Den var 80 % afskåret med et helede ar. Der er altid lidt debat om, hvorvidt lystfiskere bør beholde fisk med fejl-skåret fedtfinner, men vi vurderede, at der ikke var nogen tvivl om, at dette var en klækkeri-fisk. Den fik derfor et gok i nødden, og vi har nu mad til flere dage.

Steelhead fra Chilliwack River

Selv med en brændende arm og skulder kunne jeg slet ikke tørre grinet af mit ansigt. To steelhead på en dag! Stakkels Rodney fiskede videre, mens jeg stod bag ham storsmilende! Han fiskede i en halv times tid men til ingen nytte. På den anden side; han havde jo kroget 2 fisk sidste gang vi var ude, så nu stod vi lige, og selvom han ikke fangede noget i dag, så han næsten lige så glad ud som mig – næsten!

Hvad kan der så konkluderes ud fra i dag? Jeg kan konkludere, at vejret ser ud til at spille en rolle. Derudover kan det tænkes, at de sky steelhead blev mere kry, da vandet på grund af regnen siltede lidt til i løbet af dagen. Eller også bunder det hele simpelt hen ud i, at selv en blind høne finder korn!

Steelhead fra Chilliwack River

Det kan være svært at omstille sig. Sådan er det vidst generelt igennem livet, men det er så sandelig også rigtigt, hvad angår lystfiskeri. Steelhead-sæsonen er allerede godt i gang i Chilliwack River, og fordi vejret herovre har været lunt, har vi ikke haft nogen undskyldning for ikke at tage del i det. To ture er det blevet til ind til videre, men jeg må sande, at det er svært at komme ind i steelhead-mentaliteten efter at have fanget sølvlaks i oktober og november. Jeg tager mig selv i at kigge efter vand, som ville indeholde sølvlaks, hvis det ellers var sæson for dem. Det viser sig desværre, at det ikke er den type vand, som steelhead foretrækker.

Den første tur i år bød på masser af frisk luft og flot landskab, men ikke så meget mere. Anden tur, som var i går, var ligeledes fuld af frisk luft, høj himmel og masser af trasken langs flodbredden. Efter nogle timer fik Rodney og jeg selskab af vores gode ven Chris, som bor i Chilliwack. Han er en ’old-timer’, som har fisket Chilliwack River hele sit liv og har fanget flere steelhead, end man sikkert kan tælle. Han har ikke noget imod at dele ud af sin viden, og det sætter en nybegynder som jeg stor pris på.

Chris havde allerede tidligere på morgenen fanget en klækkeri-mærkedet steelhead, som han havde taget med hjem til konen. Reglerne siger, at man skal holde inde med steelhead-fiskeriet for den dag, hvis man allerede har fanget og beholdt en. Det betyder jo heldigvis ikke, at man ikke kan nyde resten af dagen ude ved floden. Vi slog derfor følge. Chris håbede desuden, at vi ville fange en vild steelhead, for han havde taget sin steelhead-tube med, som bruges til at opbevare levende, vilde steelhead. Klækkeriet bruger disse vilde steelhead i deres opdræt, og Chris tilbyder sin tid gratis ved at gå og fange vilde steelhead og derefter give dem til klækkeriet. Mens vi gik op og ned ad floden, pegede Chris på de typer af vand, som han mente kunne holde en steelhead eller to. Det viste sig at være en helt anden type vand, end jeg havde gået og spejdet efter. Jeg foretrækker af en eller anden grund at fiske dybere og langsommere vand – muligvis et levn fra sølvlakse-sæsonen – men Chris blev ved med at pege på lavere og hurtigere vand. ”Ripply-kind-of water”, som han blev ved med at sige. Jeg kastede troligt mit flåd ud i det vand, som Chris pegede på, men desværre blev det ikke til andet en et smadret drennan-flåd. Ja, omstilling er svær!

Steelhead-fiskeri i Chilliwack River

I håbet om at det måske ville få de snerpede steelhead til at bide, skiftede jeg hen på eftermiddagen til en farvestrålende jig. Rodney fortsatte med ’roe-bags’. I løbet af eftermiddagen så vi en enkelt lystfisker kroge og miste en steelhead i flodens bølger. Senere, da der kun var omkring 30 minutter tilbage inden solen ville forsvinde helt bag bjergene, var vi tilbage ved et flodløb, som vi med vilje havde gemt til allersidst. Vi har tidligere fanget både sølv- og ketalaks her. Vandet løber med den perfekte hastighed og ser dejligt klart og indbydende ud. Vi begyndte begge at kaste vores flåd af sted, tage et par skridt ned ad floden og kaste igen. På den måde får vi dækket mest vand hurtigst muligt. De bedste steelheadere er de lystfiskere, som forstår at bevæge sig igennem et flodløb hurtigt. For at gøre det, er det dog vigtigt at kunne aflæse vandet og derved vælge de rigtige flodløb. Flodløb, som rent faktisk indeholder fisk. Det er dog slet ikke så nemt som det lyder, må jeg sande efter i dag!

Solen nærmede sig hurtigt bjergenes sneklædte tinder, og mørket begyndte at krybe tættere på. Pludseligt råbte Rodney “Fish on!”, og hans fiskestang bøjede voldsomt. Rodney kæmpede med fisken i flere minutter, mens den formåede at trække ham et godt stykke ned ad floden, uden at han fik hevet meget line ind. Det så ud til at være en stor fisk! Lige da jeg skulle til at tage nogle billeder med kameraet hoppede fisken af. Vi nåede ikke en gang at se den! Rodney påstod, at det må have været den største steelhead, som han har kroget til dato. Ja, sjovt nok er det altid de største som slipper væk. I mellemtiden arbejdede to lystfiskere sig hurtigt og professionelt ned ad floden imod os. Vi fiskede videre samme sted – det kunne jo være, at der gemte sig flere fisk i samme område. Og ganske rigtigt, der gik ikke lang tid, før Rodney havde endnu en fisk på krogen. Den var meget mindre end den første, men en lille steelhead er stadig en steelhead. Lige da Rodney var ved at gelejde den ind på det lave vand, hoppede den desværre også af krogen! De to lystfiskere var nu kommet helt ned til det flodløb, som Rodney og jeg var ved at fiske igennem – muligvis opmuntret af at have set to fisk kroget inde for få minutter. De fiskede et stykke oven os og formåede efter få minutter at få en steelhead på krogen, lige foran Rodneys næse. Sådan kan det jo gå! Det var en stor, flot klækkeri-mærkedet steelhead, som blev bragt ind til land og mødt med en sten til hovedet. Så var aftensmaden klaret! Det er sjovt – hvis man første finder en steelhead, er der tit flere lige i samme område. Det kan også være, at det simpelthen er fordi, der er mindre dagslys på dette tidspunkt, som gør steelheads’ne modigere. Det er ikke til at vide, og det er altid en del af de spekulationer, som man gør sig bagefter.

Solen var nu forsvundet helt bag bjergene, og det var tid til at pakke stængerne sammen. Det havde været en dejlig dag på trods af, at jeg ikke havde haft en fisk på krogen. Det var godt at se Rodney få to på krogen (selvom det havde været bedre, om han havde beholdt dem på krogen…). Hver gang vi er ude efter steelhead lærer jeg noget nyt. Med den mængde fisk, som allerede er blevet fanget i Chilliwack River, tegner det sig til at blive en god sæson for steelhead. Jeg håber derfor, at jeg får rig mulighed for at omstille mig fra sølvlakse- til steelhead-fiskeriet, samt at få arbejdet på mine teknikker – ikke mindst evnen til at læse vandet – og ligesom alle andre nybegyndere i dette fag, håber og tror jeg på, at næste gang; så fanger jeg en steelhead!

Chilliwack River

Forleden dag tog Rodney og jeg til Capilano River i Nord Vancouver for at se, om vi kunne fange nogle sølvlaks. Det havde regnet meget dagen i forvejen, og med den forhøjede vandstand i floden forsøger mange sølvlaks at svømme op i floden fra havet. Jeg fangede desværre ikke nogen sølvlaks den aften, men fik i stedet en anden overraskende fisk på krogen – en sommer steelhead!

Du kan læse en mere udførlig rapport om denne fisketur på Rodneys blog.

Hvorvidt det skyldes min fantastiske fisketeknik eller rent held, skal jeg ikke kunne sige. Jeg hælder personligt nok mest til det sidste, men det er uden betydning, for jeg har fanget min første steelhead!

Nogle dage efter vores sidste steelhead tur stod vejrudsigten på sol. Det er i virkeligheden ikke særlig godt steelhead-vejr, men det løfter humøret og gør alle glade. Vi skyndte os ud af døren og var ved floden omkring klokken 14, hvor vi havde aftalt at mødes med vores ven Shane. Det var dejligt lunt med en smule blæst, og lysegrønne blade var allerede begyndt at titte frem på buskene. Vi havde på forhånd besluttet at fiske det samme løb som sidste gang. Det var i dag pakket med håbefulde lystfiskere, som alle var kommet ud for at nyde den første rigtige forårsdag. Uanfægtet af de mange folk på floden, fiskede vi det første spot igennem uden meget held. Mens eftermiddagen gik på hæld, bevægede vi os ned ad floden, som langsomt blev tømt for folk. De fleste fisker om morgenen, og eftermiddagen er derfor for det meste rolig. Hen ad klokken 18 havde Rodney det første bid! Han huggede, men flådet kom flyvende tilbage imod ham – skuffende! Kort tid efter forsvandt mit flåd også! Jeg huggede og mærkede den velkendte tyngde for enden af linen – fisken var på!

Tagged with:
 

Chilliwack River

Jeg har aldrig fanget en steelhead. Jeg har hørt om steelhead, jeg har set andre fange steelhead og jeg ved i teorien, hvordan man fanger en steelhead; jeg har bare aldrig selv gjort det.

Efter at have tilbragt hele februar i Danmark var jeg mere end parat til at komme tilbage til Canadas regnfulde vestkyst, for at se om jeg måske kunne gøre bod på mine mange års undgåen af steelheadfiskeriet. Jeg har lagt øre til mangt en lystfiskers bristede steelheaddrømme, og er deraf blevet skræmt fra rigtig at forsøge mig. Jeg har dog altid ment, at man ikke kan kalde sig en rigtig lystfisker, før man har fanget en steelhead. Derfor skal det nu være! Jeg har besluttet at tage kampen op! En måned i Danmark, med ikke så meget at tage sig til, har nok også hjulpet mig frem til denne beslutning. Efter det værste jetlag fortog sig, og vejret artede sig med kun et par spredte byger, pakkede Rodney og jeg fiskegrejet sammen og tog af sted. Destinationen var Chilliwack River, og målet var at fange en steelhead. Som jeg har fortalt før, er Rodney og jeg ikke morgenmennesker. Vi valgte derfor belejligt at forsøge os med eftermiddagsbiddene. Det siges nemlig, at biddene er bedst tidlig morgen eller sen eftermiddag. Om det er sandt skal være usagt, men det passede fint ind i vores planlægning.

Vi forlod huset ved middagstid. På vejen passerede vi nogle mindre åer, som alle så grumsede ud. Det er aldrig et godt tegn, da for meget regn kan grumse selv en stor flod som Fraser River til, og gøre det svært, hvis ikke umuligt, at fiske. Vi nåede Chilliwack River ved fjortentiden og kørte langs floden på en grusvej mod en lille parkeringsplads gemt inde imellem træerne. Det har været et godt år for steelhead, hvilket har fået flere folk ud af hulerne end normalt. Flere biler holdt også parkeret. Floden er heldigvis stor, og der er masser af plads, hvis du ellers gider bevæge dig lidt. Vi tog vores waders på, mens vi skævede mod den blygrå himmel, som hang tungt og truende over os. Da vi baksede med jakker og sko, passerede tre ældre mænd med fiskestænger forbi os. De var tydeligvis forargede og diskuterede højlydt. Fra hvad vi kunne forstå, var emnet for deres diskussion en fjerde mand, som var fortsat med at fiske, efter at han havde fanget og dræbt en steelhead. Dette er ifølge canadisk lovgivning forbudt, og han var med andre ord en ’poacher’ eller krybskytte. Steelhead er en højt værdsat og næsten mytisk fisk. Når flere lystfiskere er samlet kan dette gøre folk en smule nidkære og drama opstår tit. Vi lod som om vi ikke hørte hvad mændene talte om, gjorde os færdige og bevægede os ad nogle stier mod floden. Vi havde på forhånd valgt at koncentrere os om en strækning af floden, hvorfra vi havde fået gode fangstrapporter. Planen var at arbejde os op og ned ad strækningen et par gange med forskellige agn og håbe, at en steelhead ville lade sig narre. Vi nåede igennem buskene og ud til den brusende flod, som til vores held ikke var grumset men ganske klar og grøn – årstiden taget i betragtning. Den var bred og forholdsvis lav med nogle dybe lommer. Det var de dybe lommer, som havde vores interesse.

Chilliwack River steelheadfiskeri

Da vi vadede af sted i lårdybt vand mod det første spot, vadede en ældre mand imod os, bærende på en flot steelhead. Vi hilste høfligt og roste hans fangst, hvorefter han ufortrødent spurgte, om vi var de idioter, der havde råbt efter ham oppe fra stien. Spørgsmålet var vidst retorisk. Manden forsatte og fortalte, at tre mænd havde råbt efter ham, fordi han var blevet ved med at fiske, efter at han havde fanget og beholdt en steelhead. Vi lyttede som om vi ikke anede, hvad han talte om, selvom vi jo udmærket godt vidste, hvilke tre mænd, der var tale om. Vi svarede, at de tre mænd jo sådan set også havde ret – det var jo forbudt. Manden rystede på hovedet; Ja, man må jo rigtig nok ikke blive ved med at fiske efter steelhead, når man har fanget og beholdt en, men man må jo gerne fiske efter andre fisk, sagde han snusfornuftigt og blev ved; der er masser af bull trouts i disse vande! Vi svarede, at det kan man måske sige, men hvis man skulle være så uheldig at blive taget med en steelhead i hånden og en line i vandet, må det være op til en DFO (Department of Fisheries & Ocean) officer at beslutte, hvordan loven skal tolkes. Oven i det ville det nok være svært at bortforklare brugen af steelheadgrej til at fiske efter bull trout. Det så nu ikke ud til at imponere manden synderligt, og med fare for at komme op og diskutere yderligere, udvekslede vi nogle hurtige høflighedsfraser inden vi skyndte os derfra. Fiskene ventede, og der var ingen grund til mere drama!

Chilliwack River roe bag

Mit våbenarsenal i dag bestod af en 10,5 fod fiskestang med et shimano multihjul spolet med en 5,5 kg hovedline og en 3,5 kg leader, samt en sliding vægt og et 20 grams zeppler drennon flåd. Ud over det havde vi taget både naturlige og kunstige agn med. Naturlige agn, såsom lakseæg og krill, er yderst populære og meget effektive, når man fisker efter steelhead. En populær variant er brugen af ’roe bags’, som er hærdet og farvet lakseæg bundet i små poser. I dag havde vi slæbt en portion hjemmehærdet ’roe bags’ med, og de skulle nu stå deres prøve.

Chilliwack River steelheadfiskeri

Jeg udså mig et spot i det lårdybe vand, plantede fødderne godt i gruset, så strømmen ikke kunne rive mig med, og lagde an til første kast. Flådet fløj ud og landede i den dybere del af løbet. Det flød langsomt ned med strømmen – intet bid. Jeg kastede igen med samme resultat. I mellemtiden havde Rodney fået anbragt sig lidt længere oppe i floden og var begyndt at arbejde sig igennem sit område. På sit tiende kast lavede han pludseligt et voldsomt modhug!  En steelhead havde bidt, men Rodney var ikke hurtig nok, og flådet fløj ud af vandet og landede ved side af ham. Der var ingen fisk for enden af linen. Overrasket og opmuntret over det hurtige hug kastede Rodney igen. Flådet flød af sted. Pludselig forsvandt den røde top igen! Rodney huggede og vandoverfladen eksploderede i et virvar af energi! Vi nåede lige at se en stor sølvfarvet krop vende sig i bølgen, inden Rodneys line gik slap, og fisken var væk! Skuffelsen var til at føle på, men spændingen og begejstringen over at se en fisk var stor. Vi fiskede videre ved samme spot en halv times tid i håbet om, at endnu en steelhead måske kunne narres, men i mellemtiden blev mine fødder kolde af at stå i den rivende flod. Vi besluttede derfor, at bevæge os videre ned ad floden og vende tilbage til dette spot igen senere på dagen. Desværre havde vi heller ikke meget held ved de andre spots, og efter at have arbejdet os hele vejen ned ad flodløbet skiftede jeg ’roe bag’en ud med en lyserød gummiregnorm – en ny fremgangsmetode ville måske narre fiskene! Desværre gjaldt det heller ikke helt. Vi arbejdede os hele vejen op ad floden igen, men lige meget hjalp det – biddene udeblev.

Chilliwack River kunstagn

Da klokken nåede nitten, var vi de sidste fiskere på floden, mørket var ved at falde på, og vi besluttede, at det var på tide at pakke sammen. Selvom vi ikke havde formået at fange en steelhead, var jeg ikke skuffet. Jeg er bange for, at hvis jeg havde fanget en på min første tur, ville steelhead havde mistet noget af sin mytiske status. Så hellere forblive en steelhead-jomfu lidt endnu! Det havde været en dejlig dag at tilbringe ved floden. Vejret holdt, vi fik masser af frisk luft, en enkel krogning og en smule drama. Det bedste ved det hele var dog, da vi nåede tilbage til bilen og tog vores waders af – mine fødder var ikke våde! Lapningen af mine waders holdt altså, og det kan jeg jo så, trods alt, være stolt af.

Tagged with:
 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.