I begyndelsen af September tog Rodney og jeg til Ross Lake for at fiske efter ørreder fra vores båd. Ross Lake ligger i Skagit Valley Provential Park, godt en halvanden times kørsel fra vores hus – den første halve time på motorvej og den sidste time på grusvej. Den nordlige del af Ross Lake ligger i Canada, mens den sydlige og største del af søen ligger i USA. Skagit River flyder fra Canada-siden ind i Ross Lake og ud på den anden side i USA.

Før denne tur i september, var vi en enkelt tur til Skagit River, men den tur var på grund af alle myggene så skrækkelig (og måske fordi jeg ikke fangede nogen fisk…), at jeg svor aldrig at komme tilbage. Ugen efter tog Rodney for første gang til Ross Lake for at undersøge søen nærmere, og kunne, da han kom hjem, rapportere om fantastisk ørredfiskeri og ingen myg! Det pirrede jo min nysgerrighed, og på trods af minder om tusinder af blodtørstige myg, tog afsted sammen for at se om vi kunne gøre Rodney succes efter. Og hold da op, det er jeg glad for, at vi gjorde! Vi fangede ikke så mange fisk, som på Rodneys første tur, men søen og naturen omkring er så smuk og vejret skønt, at det i sig selv havde været hele turen værd. Og der var næsten ingen myg! Rodney har sat en video sammen fra vores tur, og I kan se den herunder:

Sommeren er ved at gå på hæld, og selvom Rodney og jeg har været på flere fisketure i år end normalt, har det stået sløvt til med blog-indlæggene her på siden. Det skyldes, at vi venter vores første barn til november, og vi har derfor haft travlt med at skaffe materiale til Rodneys hjemmeside, inden det hele går op i hat, briller og bleer!

I sidste uge tilbragte vi 4 dage hos Tunkwa Lake Resort i Thompson-Nicola-området, og her blev der heldigvis lidt tid til, at også jeg kunne fatte fiskestangen og fange nogle fisk. Området her er spækket med søer, som tiltrækker fluefiskere fra nær og fjern i jagten på store ørreder. Tunkwa Lake er bare en af søerne, og da søen har et dejligt familievenligt resort liggende lige ved bredden, udgjorde dette vores base. Vi blev indlogeret i deres luksus-hytte fyldt med alt hvad hjertet kan begære af badeværelser, køkken, tv og internet, men der er også mindre hytter til dem, som gerne vil opleve en mere rustik livsstil. Desuden er der også plads til campere og telte på pladsen. Bredden er pakket med både, som kan lejes for en billig pris. Dernæst er det ellers bare om at gå i gang med at prøve at greje, hvilke fluer de kræsne ørreder mon bider på den dag!

Tunkwa Lake Resort
Tunkwa Lake Resort
Luksus-hytten hos Tunkwa Lake Resort

Både til leje hos Tunkwa Lake Resort

Andre søer i området, som også er populære, er Leighton Lake, Logan lake, Morgan Lake og mange andre, og det gode er, at søerne ligger så tæt, at hvis den ene sø ikke samarbejder den ene dag, kan man altid tage til en af de andre – valgmuligheder er der nok af!

Søerne her kan fiskes næsten hele året. Om vinteren fra december fra april er det populært at isfiske, og fra slutningen af april, når isen er smeltet, til juni er fluefiskeri på sit højeste. I juli og august daler intensiteten lidt igen på grund af det varme vejr. Visse søer, såsom Tunkwa og Leighton, kan dog stadig med fordelagtighed fiskes i den varme periode. Dette skyldes nogle store chironomider, som kun klækkes i disser søer i den varme periode, og når det sker, omtaler fluefiskere det som et ‘bomber hatch’. Når vandet i søerne begynder at køle af igen i september og oktober bliver fiskene mere aktive og mere villige til at bide, og dette fortsætter lige ind til kulden og isen sætter ind. Fiskene vokser til en størrelse mellem 1 til 3 kg med nogle få som når størrelser af 4 til 5 kg, og på en klasse 4 eller 5 stang kan de give kamp til stregen!

Tunkwa Lake

En loon i Tunkwa Lake

Tunkwa Lake

Den mest anvendte metode til at fiske disse søer er, det de herovre kalder ’Still water fishing’, hvilket bare betyder fluefiskeri i søer med eller uden strike-indikator. Fluerne som bruges imiterer for det meste de forskellige typer chironomider, som findes i søerne og er en stor del af fiskenes fødegrundlag. De fiskes normalt et par fod over bunden ved hjælp af en strike-indikator, men fiskene kan sådan set befinde sig i hele vandsøjlen, så der er plads til at eksperimentere. Derudover bruges der også forskellige ’leeches’ og nymfer, ‘blood worms’ og små reje-lignende fluer kaldet ‘scuds’.

Strike-indikatoren ligger parat!

Nick med en lille ørred fra Tunkwa Lake

Den første dag blev tilbragt på selve Tunkwa Lake. Vi havde inviteret nogle venner med op, for med flere fiskestænger skulle muligheden for at fange nogle større fisk være god – eller det var i hvert fald tankegangen. Der blev padlet rundt på søen, spejdet efter store plask på overfladen, fluer blev skiftet ud efter forgodtbefindende, men efter flere timer var der ikke mange fisk bragt til bådene. Det ’bomber hatch’, som vi havde håbet på, udeblev simpelthen – sådan er det! De få fisk, som vi fangede og pumpede maverne på, indeholdte ikke andet en nogle få små rejer. Den største fisk, der blev fanget den dag, blev faktisk fanget af mig og min trofaste spinnerstang og en rooster tail – når alt andet fejler, kan jeg altid stole på min spinnerstang!

En flot ørred fra Tunkwa Lake!

Efter et par billeder sættes fisken fri.

Og svømmer glad væk igen!

På anden-dagen fiskede vi Logan Lake sammen med en herovre meget kendt lystfisker, Brian Chan. Han er en ‘Still water fishing’-guru og tog os ud på hans båd. Mens Brian og Rodney fiskede, filmede jeg hele seancen. Det blev derfor, igen, ikke til meget fiskeri for mig, men vi fik en god film ud af det, som komme op på vores YouTube-kanal en gang i efteråret. Flere fisk blev denne dag bragt ind til båden – dog ikke i de mængder, som er set før. Fiskene var kræsne og havde igen ikke meget andet end et par små rejer i maven. De fleste af Rodneys fisk blev fanget på en rød ’blood worm’-flue, som så ud til at kunne narre fiskene. I det hele taget har det være et underligt år for ’still water fishing’, muligvis på grund af det kolde og våde forår vi har haft. Så er det jo godt, at der stadig er efterårssæsonen samt næste år!

Aften ved Tunkwa Lake.

Hvis du nogensinde er i Canada, og det ikke lige er laksetid, bør du overveje at besøge Thompson-Nicola-området. Det er helt klart et af vores yndlingssteder at fiske, og vi bruger mange dage hvert år deroppe på jagt efter store ørreder. Derudover er fiskeriet meget familie-venligt, så hvis du har en familie med på slæb er steder som Tunkwa Lake Resort helt klart et besøg værd!

Stjerneklart ved Tunkwa Lake Resort

Foråret her i British Columbia har været koldt og regnfuldt, og ørredsæsonen har været langsom til at starte. Vi har forsøgt os i flere af de små søer omkring hvor vi bor, hvor der flere gange om foråret og efteråret bliver sat ørreder ud. Normalt er disse fisk relativt nemme at fange, men efter at have narret kun nogle få fisk til at bide måtte taktikken lægges om! Forleden dag tog vi derfor båden ud til Weaver Lake, som ligger godt 2 timers kørsel fra Vancouver. Vi har hørt meget godt om søen og tænkte, at det ville være værd at forsøge os med ørrederne der – det kunne jo være, at de var lidt mere medgørlige! Ørrederne, som bliver sat ud i søerne omkring Vancouver, er alle af arten Fraser Valley Rainbow Trout. I Weaver Lake er det dog en anden art – Blackwater Rainbow Trout. Jeg har aldrig fanget Blackwater Rainbow Trout før, og var lidt spændt på at se, om der var noget forskel mellem de to arter.

Weaver Lake

Weaver Lake ligger godt gemt af vejen oppe mellem bjergene, og de sidste 15 minutter af køreturen forgår på en stejl og mudret grussti, som normalt bliver brugt af de store “logging trucks”. Jeg er ikke sikker på, at en bil uden “all-wheel-drive” ville have klaret turen, men så meget desto bedre! Hvis det var besværligt at nå frem til søen, ville der sikkert ikke være mange mennesker – eller det troede jeg i hvert fald. Da vi rundede det sidste mudrede hjørne, så jeg overrasket, at der faktisk var rigtig mange mennesker! Flere store trucks med trailere holdt parkeret på den lille parkeringsplads, og på den lille campingplads ved søen var der flere telte gemt væk mellem træerne, og en behagelig lugt af bål hang i luften. Vi fik bakset båden ned fra bilen og skubbet den ned ad den lille bådrampe. Søen er stor, og fra bådrampen kunne vi faktisk kun se en lille del af hele søen – resten var gemt væk i fjorde og vige – og selvom mængden af bådtrailere parkeret gav indtryk af, at der var mange både ude på søen, kunne vi faktisk kun se meget få. Perfekt! Vi satte ud og fandt os en lille uforstyrret vig, hvor vi havde spottet nogle fiske bryde overfladen.

Ørredfiskeri i Weaver Lake
Fiskeæg brugt som madding

Målet i dag var at fange så mange fisk som muligt og det gøres lettest med madding og flåd – i hvert fald normalt. De første 20 minutter skete der ikke så meget, og vi var ved at blive nervøse for, at madding måske alligevel ikke var den rette metode. Pludselig, som om nogen havde tændt for en kontakt, begyndte biddene af tage til, og flådene blev igen og igen hevet under vandoverfladen.

Regnbueørred fra Weaver Lake
Regnbueørred fra Weaver Lake

Fiskene er ikke store – kun mellem 20 til 35 cm – men de er sjove af fange, og disse Blackwater Rainbow Trout kæmper godt i forhold deres størrelse – væsentligt bedre end deres fætre tættere på Vancouver. Jeg ved ikke hvor mange fisk vi fangede i de 5 timer vi var ude på søen, men det var mange! Vi beholdte da et par stykker af dem, som nu ligger renset og parate i køleskabet. Jeg ved ikke hvorfor, fiskene ikke vokser sig større i denne sø. Længere inde i landet vokser Blackwater Rainbow Trouts sig store. Det kan enten være fordi, at der ikke er mad nok i søen til at lade fiskene vokse sig større, eller det kan være, at der simpelthen er for mange fisk, så der ikke er plads nok til store fisk. I Weaver Lake er bestandene en blanding af 2N (diploid) og 3N (triploid – sterile), så der er højst sandsynligvis en naturlig rekruttering i bestanden. Fisk var der i hvert fald nok af!

I det hele taget havde vi en rigtig god fisketur, kun afbrudt er sporadiske byger, som bare gav oplevelsen lidt mere karakter. Der lå stadig en smule sne på bjergene om-kransende søen, og ørnene fløj højt omkring os. Det slår mig gang på gang, at man kan finde så storslået natur så tæt på byen. Af og kom en båd roligt trollende forbi os, og vi vinkede og hilste på hinanden. Da det var tid til at pakke sammen var vi en af de sidste både på søen. Tilbage ved bådrampen fik vi alt grejet stuvet sammen i bilen igen, mens folk sad ved deres telte og hyggede sig ved bålene. Jeg vil varmt anbefale Weaver Lake, hvis du er i området om foråret eller efteråret.

Weaver Lake

Laksesæsonen er ved at være ovre for i år, og floderne tømmes langsomt for fisk og trætte lystfiskere. Lugten af døde og rådnende laks hænger stadig i den kølige luft enkelte steder, men dagene hvor det var muligt, at hive flere laks hjem til fryseren er definitivt ovre for i år. Fiskestængerne gemmes væk – i hvert fald i et par måneder, inden floderne begynder at kalde igen, og næste kapitel starter – det er snart tid til vinter steelhead!

Det siges, at steelhead skiller fårene fra bukkene, og hvor der de sidste par måneder har været tæt pakket ude på de mest populære floder, er det kun de mest hardcore lystfiskere som fortsætter fra laksefiskeriet direkte ind i steelheadfiskeriet – for det er muligt, at fange steelhead allerede nu. Hardcore steelheadfiskere er dem, som lige meget vind og vejr kan findes ude ved floderne – spejdende og søgende. Det er dem, som på trods af forfrysninger i fingre og tæer og talrige fiskeløse fisketure holder modet oppe og troen på at næste gang, så sker der! Og det gør det måske også. Vi har i hvert fald hørt om et par stykker fanget allerede.

De andre lystfiskere, de kuldskære og de dovne falder fra som fluer – sådan nogle som mig. Jeg bryder mig ikke om kulde og foretrække at tilbringe denne tid indenfor. For mig er det her tiden, hvor der reflekteres over året der gik, og hvor der forberedes til næste fiskesæson. Jeg gætter på, at vi en gang til februar og marts, når der er flere steelhead i floderne, bevæger os ud igen for at lede efter disse sky fisk. Men hvad skal vi så lave i mellemtiden?

Heldigvis er der stadig mulighed for at vådte linerne, uden at det behøver at være hardcore steelheadfiskeri. Der er stadig bull trout og kystnære rødstrubet ørreder at fange, selvom kulden gør dem lidt sløve og svære at få til at bide. Derudover er der de lokale søer, som har fået udsat regnbueørreder helt frem til midten af november, og det udnytter Rodney og jeg gerne, når vi på trods af det kolde vejr er ved at få pip af, at sidde indendørs og kukkelure.

Rodney og jeg tager hjem til Danmark over julen, og forhåbentligt bliver der tid til at lede efter nogle havørreder i de kolde farvande. Vi melder selvfølgeligt tilbage, hvis vi finder nogle!

Herunder er en lille video fra en fisketur efter bull trout i november.

Nu da sommeren næsten er gået på hæld, og efteråret og laksene banker på døren, er det sjovt og hyggeligt at sidde og se tilbage på sommerens fisketure. Vi har netop færdiggjort videoen fra vores tur til Fernie i Rocky Mountains, og det bringer dejlige sommerminder tilbage om varme solskinsdage, pludselige tordenbyer og ikke mindst super fluefiskeri i smukke omgivelser. Jeg håber, at I kan lide videoen!

Bloggen fra denne fisketur kan findes her: Sommerens sidste ørred!

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.