Vi var så heldige at blive inviteret ud til noget stør-fiskeri i Fraser River af vores gode ven Lang, som ejer sit eget guiding-firma. Faktisk var det meningen, at vi skulle have været ude og fiske med ham i foråret, men da vi dengang mødte op på molen parate til at kæmpe med nogle stør, ville hans båd ikke samarbejde, og vi udskød derfor eventyret. Der skulle altså gå flere måneder inden vi igen kunne finde en dag, og den dag var sidste søndag i dejlig solskin og let brise – perfekt til en eftermiddag på floden!

Vores guide, Lang, mens han styrer mod stør!

Fraser River er verdenskendt for sit stør-fiskeri, som er et rent ”Catch & Release”-fiskeri. Det er derfor forbudt at beholde de stør man fanger. I stedet tager man automatisk del i det ”tagging-program”, hvor alle stør som fanges bliver målt og udstyret med en lille elektrode under huden med et specifikt ID-nummer, hvorefter de bliver sat fri igen. På den måde kan der holdes styr på bestanden, og det giver biologerne mulighed for at følge enkelt-individers udvikling, når fiskene fanges flere gange.

Der skal store kroge til at fange stør!

Vi satte ud fra molen i Mission og fiskede hele eftermiddagen i floden langs selve Mission. Der er stør over det hele, så man behøver normalt ikke at sejle langt for at finde dem. Lang fik alle 3 fiskestænger gjort parat og madet krogene med ildelugtende, halvråddent laksekød. Da jeg egentligt ikke er i en tilstand til at kæmpe med store stør lige nu, stod Rodney og Lang for at kroge og bringe fiskene ind, mens jeg filmede det hele. Der gik heller ikke lang tid før det første bid indtræf, og i løbet at eftermiddagen blev det til 6 fisk krogede og 4 bragt til båden. Den største af fiskene var på lige under 2 meter, så den måtte bringes ind til land, da den var for stor at bringe op på selve båden.

Rodney med en fin, ung stør!
Rodney og Lang med en større stør!
Rodney med en stor stør på 2 meter!

Alt i alt en glimrende fisketur på en solrig eftermiddag. Mange tak til Lang’s Fishing Adventure for at tage os med ud på hans båd! Hvis du vil læse mere om stør kan du tage et kig på min side om størfiskeri i Fraser River.

Nu starter laksesæsonen for alvor snart, så forhåbentligt kommer der snart nogle billeder af friskfangede laks op på bloggen her!

Rodney og jeg med en fin, ung stør!

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.