Jeg får en del e-mails fra danskere med specifikke spørgsmål omkring fiskeri i British Columbia, og det glæder mig at kunne hjælpe folk til at (forhåbentligt…) finde fiskene. Ud over at svare alle e-mails separat tænkte jeg, at andre måske også kunne have glæde af at læse svarene, og jeg vil derfor begynde at publicere spørgsmål og svar (anonymt selvfølgeligt) her på siden med jævne mellemrum.

Jeg håber dette nye tiltag vil gavne, og bliv endeligt ved med at sende jeres spørgsmål afsted, og jeg skal prøve at svare så godt jeg kan!

Hvis du har et spørgsmål, som du gerne vil have svar på, men ikke vil have her på siden, så sig det i e-mailen, og jeg skal lade være med at poste det her

Spørgsmål:

Hej Nina.
Jeg skal til Vancouver i 3 uger i juli og har checket din hjemmeside en hel del. Vores tur er en familietur, men da jeg er ivrig lystfisker, skal stangen selvfølgelig med….
I følge dine udførlige oplysninger kommer vi jo lidt uden for sæsonen. Er der nogen ide i at stå og fiske i The Tidal Waters omkring Vancouver en uge inde i juli? Jeg kan se at der kan være rødlaks på vej, og der må vel være andre arter. I starten af en af jeres videoer om 2011 står Rodney med en fedtfinnet fisk han har taget på spinner et sted hvor vandet er meget åbent. Er det ved flodens udløb. Jeg har ingen drøm om at hente 10 laks på land. Der skal bare være en chance for fisk. Vi tager 5 dage på Vancouver Island. Kan man fiske fra kysten der?
Som du kan fornemme, er det en familietur, så jeg tænker at det kunne være en ide bare at købe et fisketegn til “tidal waters” og finde grejet når det kan passes ind i planen.

Jeg synes, at din side er fantastisk inspirerende, og glæder mig meget til at komme til Canada.
MVH

Svar:

Hej!

Jeg håber, jeg er i tide og at du har internetadgang mens I rejser! Der er en del fiskemuligheder i juli, selvom det ikke er højsæson for laks.

På Vancouver Island er det muligt at fiske efter pink salmon/pukkellaks i juli. De starter lige nu deres færd ned langs østkysten af Vancouver Island, og det er muligt at fange dem fra strande, flodmundinge og moler. Campbell River og Oyster River er gode steder at starte. Spørg i de lokale grejbutikker om fiskene er ankommet.

Nær Vancouver er der Capilano River, hvor det er muligt at fange coho salmon/sølvlaks lige nu. Det kan være ganske udmærket om morgenen og aftenen, enten i selve floden eller ved flodmundingen. Der er masser af info om Capilano River på min mands hjemmeside og på vores fiskeforum (www.fishingwithrod.com). Tag også et smut op til Capilano Hatchery – det er et spændende sted for hele familien, og der er masser af sølvlaks inde i selve klækkeriet lige nu. Den letteste måde at fiske efter disse fisk er på samme måde som der fiskes efter havørreder hjemme i DK.

Derudover er der også fiskeri fra molerne omkring Vancouver og på Vancouver Island. Det er altid hyggeligt at stå der med lidt madding, og sjovt for børnene også. Her kan der fanges rockfish, perch, dog fish (en lille haj) og mange andre sjove fisk. Ved molen ved Campbell River kan man vidst nok leje fiskestænger.

Håber det var nok info til at få jer startet. Skriv hvis I har flere spørgsmål :-)

Med venlig hilsen
Nina

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.