Det kan være svært at omstille sig. Sådan er det vidst generelt igennem livet, men det er så sandelig også rigtigt, hvad angår lystfiskeri. Steelhead-sæsonen er allerede godt i gang i Chilliwack River, og fordi vejret herovre har været lunt, har vi ikke haft nogen undskyldning for ikke at tage del i det. To ture er det blevet til ind til videre, men jeg må sande, at det er svært at komme ind i steelhead-mentaliteten efter at have fanget sølvlaks i oktober og november. Jeg tager mig selv i at kigge efter vand, som ville indeholde sølvlaks, hvis det ellers var sæson for dem. Det viser sig desværre, at det ikke er den type vand, som steelhead foretrækker.
Den første tur i år bød på masser af frisk luft og flot landskab, men ikke så meget mere. Anden tur, som var i går, var ligeledes fuld af frisk luft, høj himmel og masser af trasken langs flodbredden. Efter nogle timer fik Rodney og jeg selskab af vores gode ven Chris, som bor i Chilliwack. Han er en ’old-timer’, som har fisket Chilliwack River hele sit liv og har fanget flere steelhead, end man sikkert kan tælle. Han har ikke noget imod at dele ud af sin viden, og det sætter en nybegynder som jeg stor pris på.
Chris havde allerede tidligere på morgenen fanget en klækkeri-mærkedet steelhead, som han havde taget med hjem til konen. Reglerne siger, at man skal holde inde med steelhead-fiskeriet for den dag, hvis man allerede har fanget og beholdt en. Det betyder jo heldigvis ikke, at man ikke kan nyde resten af dagen ude ved floden. Vi slog derfor følge. Chris håbede desuden, at vi ville fange en vild steelhead, for han havde taget sin steelhead-tube med, som bruges til at opbevare levende, vilde steelhead. Klækkeriet bruger disse vilde steelhead i deres opdræt, og Chris tilbyder sin tid gratis ved at gå og fange vilde steelhead og derefter give dem til klækkeriet. Mens vi gik op og ned ad floden, pegede Chris på de typer af vand, som han mente kunne holde en steelhead eller to. Det viste sig at være en helt anden type vand, end jeg havde gået og spejdet efter. Jeg foretrækker af en eller anden grund at fiske dybere og langsommere vand – muligvis et levn fra sølvlakse-sæsonen – men Chris blev ved med at pege på lavere og hurtigere vand. ”Ripply-kind-of water”, som han blev ved med at sige. Jeg kastede troligt mit flåd ud i det vand, som Chris pegede på, men desværre blev det ikke til andet en et smadret drennan-flåd. Ja, omstilling er svær!
I håbet om at det måske ville få de snerpede steelhead til at bide, skiftede jeg hen på eftermiddagen til en farvestrålende jig. Rodney fortsatte med ’roe-bags’. I løbet af eftermiddagen så vi en enkelt lystfisker kroge og miste en steelhead i flodens bølger. Senere, da der kun var omkring 30 minutter tilbage inden solen ville forsvinde helt bag bjergene, var vi tilbage ved et flodløb, som vi med vilje havde gemt til allersidst. Vi har tidligere fanget både sølv- og ketalaks her. Vandet løber med den perfekte hastighed og ser dejligt klart og indbydende ud. Vi begyndte begge at kaste vores flåd af sted, tage et par skridt ned ad floden og kaste igen. På den måde får vi dækket mest vand hurtigst muligt. De bedste steelheadere er de lystfiskere, som forstår at bevæge sig igennem et flodløb hurtigt. For at gøre det, er det dog vigtigt at kunne aflæse vandet og derved vælge de rigtige flodløb. Flodløb, som rent faktisk indeholder fisk. Det er dog slet ikke så nemt som det lyder, må jeg sande efter i dag!
Solen nærmede sig hurtigt bjergenes sneklædte tinder, og mørket begyndte at krybe tættere på. Pludseligt råbte Rodney “Fish on!”, og hans fiskestang bøjede voldsomt. Rodney kæmpede med fisken i flere minutter, mens den formåede at trække ham et godt stykke ned ad floden, uden at han fik hevet meget line ind. Det så ud til at være en stor fisk! Lige da jeg skulle til at tage nogle billeder med kameraet hoppede fisken af. Vi nåede ikke en gang at se den! Rodney påstod, at det må have været den største steelhead, som han har kroget til dato. Ja, sjovt nok er det altid de største som slipper væk. I mellemtiden arbejdede to lystfiskere sig hurtigt og professionelt ned ad floden imod os. Vi fiskede videre samme sted – det kunne jo være, at der gemte sig flere fisk i samme område. Og ganske rigtigt, der gik ikke lang tid, før Rodney havde endnu en fisk på krogen. Den var meget mindre end den første, men en lille steelhead er stadig en steelhead. Lige da Rodney var ved at gelejde den ind på det lave vand, hoppede den desværre også af krogen! De to lystfiskere var nu kommet helt ned til det flodløb, som Rodney og jeg var ved at fiske igennem – muligvis opmuntret af at have set to fisk kroget inde for få minutter. De fiskede et stykke oven os og formåede efter få minutter at få en steelhead på krogen, lige foran Rodneys næse. Sådan kan det jo gå! Det var en stor, flot klækkeri-mærkedet steelhead, som blev bragt ind til land og mødt med en sten til hovedet. Så var aftensmaden klaret! Det er sjovt – hvis man første finder en steelhead, er der tit flere lige i samme område. Det kan også være, at det simpelthen er fordi, der er mindre dagslys på dette tidspunkt, som gør steelheads’ne modigere. Det er ikke til at vide, og det er altid en del af de spekulationer, som man gør sig bagefter.
Solen var nu forsvundet helt bag bjergene, og det var tid til at pakke stængerne sammen. Det havde været en dejlig dag på trods af, at jeg ikke havde haft en fisk på krogen. Det var godt at se Rodney få to på krogen (selvom det havde været bedre, om han havde beholdt dem på krogen…). Hver gang vi er ude efter steelhead lærer jeg noget nyt. Med den mængde fisk, som allerede er blevet fanget i Chilliwack River, tegner det sig til at blive en god sæson for steelhead. Jeg håber derfor, at jeg får rig mulighed for at omstille mig fra sølvlakse- til steelhead-fiskeriet, samt at få arbejdet på mine teknikker – ikke mindst evnen til at læse vandet – og ligesom alle andre nybegyndere i dette fag, håber og tror jeg på, at næste gang; så fanger jeg en steelhead!
Facebook Like Box
