Efteråret er helt klart min yndlings-årstid! Det har det altid været – de flotte farver på træerne, lyset fra solen, som ikke står så højt på himlen mere, og den svage lugt af svampe, muld og forrådnelse. Nu har efteråret så fået en ny og ekstra betydning for mig: Laksetid! I denne tid vender bunker af laks tilbage til floderne i British Columbia, og det er ikke unormalt at kunne fange flere forskellige laksearter i samme flod på samme dag – det gør fiskeriet endnu mere spændende!

Efter at have fanget pukkellaks i nogle uger ved flodmundingen af Fraser River besluttede Rodney og jeg at prøve vores held i Chilliwack/Vedder River. Det er stadig tidlig på sæsonen hvad angår sølvlaksefiskeri længere oppe i Fraser River og Chilliwack/Vedder River, men flere fiskerapporter har over de sidste par dag meldt om godt sølvlaksefiskeri i vedder-kanalen, som forbinder Chilliwack/Vedder River med Fraser River, og sådan noget skal ikke sidde overhørigt!

Det er normalt det første sted, som modtager gode mængder sølvlaks. Derudover er adgangen til kanalen let, og det gør det til et yndet sted for nybegyndere og folk, som ikke er interesserede i det æstetiske ved lystfiskeri, men bare vil fange nogle fisk (med andre ord et ’meat hole’…). Og så er der folk som Rodney og mig, som bare ikke kan vente til at fiskene svømmer længere op i floden til de mere utilgængelige men smukkere områder. Inden vi tog afsted var vi derfor godt klar over, at stedet sikkert ville være godt besøgt. Jeg har aldrig fisket vedder-kanalen før og var derfor spændt på at se, hvordan det hele foregik.

Tidlig morgen ved Chilliwack/Vedder River

Vi stod ved flodbredden klokken 6 om morgenen – godt søvnige og groggy, men fast besluttet på at fange nogle sølvlaks. Døde og rådnende pukkellaks lå spredt ud over den sandede bred – fisk, som havde klaret det de skulle. Lugten fra dem var lige en tand for meget så tidligt på morgenen, men som Rodney pointerede; vi ville være i store problemer, hvis den lugt ikke fyldte luften. Store plask kunne høres fra floden, mens vi stod utålmodigt i mørket og ventede på, at lyset ville penetrere det tykke skydække, og lade os se hvor der skulle kastes. Vi kunne lige skimte en person på den anden bred, som allerede utålmodigt var begyndt at kaste et blink efter de sky laks. Længere oppe ad floden kunne vi se lyset fra en person med en pandelampe bevæge sig rundt – vi var åbenbart ikke de eneste som havde fået den geniale idé at fiske efter sølvlaks i den mest populære flod i British Columbia.

Døde pukkellaks i Chilliwack/Vedder River

Efter ti minutter vadede jeg ud i floden og kastede det første blink af sted. Jeg bragte det langsomt tilbage i forsøget på at bestemme dybden og hastigheden på vandet. Da blinket næsten var ved mine fødder bøjede min stang voldsomt – det var en sølvlaks, som havde fulgt mit blink helt ind til land! Desværre var jeg slet ikke parat eller vågen nok til at reagere på sådan et bid og fik derfor ikke sat hugget ordentligt, så der gik ikke mange sekunder før fisken sprang af krogen igen. Godt overrasket og nu helt vågen kastede jeg blinket ud igen. Motiveret over min første fejlslagen krogning startede Rodney med sine hjemmehærdede pukkellakse-æg under et flåd. Der gik ikke lang tid før hans flåd blev trukket voldsomt under vandoverfladen. Rodney huggede ivrigt og fisken var kroget! Den tog et par løb inden Rodney fik den under kontrol og bragt den ind til bredden. Det vidste sig at være en pæn ketalaks, som dog blev sluppet nænsomt fri igen. Det var ikke ketalaks vi var ude efter, men sølvlaks! Som morgenen gryede dukkede flere lystfiskere op på flodbredden – alle med drømmen om at fange sølvlaks. Flådene fløj igennem luften. Efter at have misset et par bid på mit blink skiftede jeg også spinnestangen ud med et multhjul med flåd og madding. Jeg kastede og flådet fløj af sted med de saftige lakseæg på krogen og landede med et plop i floden. Der gik heller ikke lang tid før mit flåd røg under vandoverfladen. Jeg huggede og fisken var på! Denne fisk tog også nogle løb og lavede nogle akrobatiske hop, som viste os, at det var en sølvlaks, som jeg havde for enden af linen. Jeg bragte den ind til land, hvor den blev hilst velkommen med et gok i hovedet – så var aftensmaden klaret! Over de næste par timer havde vi begge flere bid og krogninger, som desværre alle resulterede i afhoppede fisk.

Sølvlaks fra Chilliwack/Vedder River

Flere lystfiskere var nu dukket op, og det var efterhånden ved at være lidt trængt. Nyankomne måtte se sig nødsaget til at finde andre steder at fiske, for folk stod efterhånden skulde ved skulde. Desværre var der mange af disse lystfiskere, som ikke vidste hvordan man fisker efter sølvlaks, og de få fisk som rent faktisk blev kroget var fejlkroget. Af en eller anden grund er der en bred opfattelse af, at jo længere leader man har, jo større chance er der for at fange en fisk. Derudover er der en tendens blandt disse lystfiskere at afslutte et ’drift’ (hvor man kaster, lader flådet drive med strømmen for til sidst at bringe det tilbage og gentage proceduren) med et voldsomt hug – gjort i håbet om at fejlkroge en fisk (selvom disse ’lystfiskere’ nok vil påstå at fisken bed…). Denne form for fiskeri er efter min mening ikke kun fuldstændig forkastelig, men også unødvendig. Rodney og jeg bruger en metode som herovre kaldes ’short-floating’, som i al sin enkelthed går ud på at fiske med en meget kort leader. På den måde flyder maddingen hen over fiskene i stedet for nede ved bunden. Hvis fiskene er interesseret, svømmer de op til maddingen og bider. Hvis maddingen bliver trukket hen over bunden er chancen for at fejlkroge fisk meget stor. Ind til dette tidspunkt var jeg faktisk den eneste, som havde formået at bringe en sølvlaks til bredden, og vi var også de eneste, som vedvarende havde fået bid.

Mange lystfiskere og døde pukkellaks i Chilliwack/Vedder River

Til sidst var der simpelthen så mange lystfiskere på den side af floden som vi fiskede, at det begyndte at blive irriterende med filtrede liner og grej. Mange gjorde desværre brug af den føromtalte ’driv og hug’ metode, som skaber meget uro i vandet og derved skubber fiskene hen imod den anden bred. Jeg med mine spaghetti-arme havde derfor problemer med at kaste langt nok. Det var der til gengæld andre der kunne drage fordel af; flere lystfiskere på den anden bred, som gjorde brug af ’short-floating’-metoden hev sølvlaks efter sølvlaks ind til bredden. Jeg prøvede kortvarigt at vende tilbage til mit blink, som jeg kan kaste længere med end med mit flåd og madding, men endte med at fejlkroge et eller andet bæst, som slet ikke fik vist sig inden Rodney professionelt fik krogen ud af fisken. Jeg forstår ikke, hvorfor folk vælger at fejlkroge fisk med vilje – det er bare ikke sjovt! Ikke nok med at det er ulovligt, det er ikke sjovt at kæmpe mod en fisk som er fejlkroget. Desværre sker det en gang i mellem, selv når man prøver at undgå det. Efter mit fejlslået forsøg med blinket bestemte vi os for at finde et andet sted at fiske. Rodney var kommet i tanke om et sted længere nede ad floden, som måske ville velsigne os med en sølvlaks. Vi fandt stedet som var forladt og fiskede der en halv times tid. Regnen var begyndt at sile ned og sulten var begyndt at melde sig – det var næste frokosttid. Lige inden vi var ved at opgive, forsvandt Rodneys flåd, og han huggede! Denne fisk var større end de andre sølvlaks, vi havde kæmpet med hen over morgenen. Den tog nogle lange løb og efter nogle anstrengelse fik Rodney bragt den ind til land, hvorefter jeg kunne gribe den i halen, mens den stadig var i vandet. Det var en flot kongelaks! Efter et par billeder blev den sat ud igen. Det var en hvidkødet en af slagsen, og derfor ikke den bedste spise fisk (ja, vi er forkælede herovre…). Derudover er de hvidkødede kongelaks utrolig slimede, og i regnen blev både os og kameraet slimet godt til.

Kongelaks fra Chilliwack/Vedder River

Glade og tilfredse med dagens forløb bevægede vi os tilbage mod bilen – eller næsten tilfredse. Rodney havde faktisk ikke formået at bringe en sølvlaks til bredden, selvom han havde haft masser af chancer, og han fik 2 minutter til at surmule over det, inden vi begejstret begyndte at planlægge vores næste tur, som ser ud til at blive i overmorgen.

Næste fisketur bliver også til kanalen, men lige så snart floden stiger og fiskene bevæger sig længere op i floden, vil vi være de første til at stå parate i krat og busk. Jeg forstår godt hvorfor vedder-kanalen er populær, for der er masser af fisk og let adgang. Derudover er der det sociale aspekt i at fiske med mange andre mennesker. Jeg foretrækker dog de lidt mere afsides fiskepladser, hvor æstetik og fiskeri går op i en højere enhed, og hvor man ikke skal kæmpe om pladsen. Vi venter med længsel på regnen!

Sølvlaks fra Chilliwack/Vedder River

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.