Forleden dag tog Rodney og jeg til Capilano River i Nord Vancouver for at se, om vi kunne fange nogle sølvlaks. Det havde regnet meget dagen i forvejen, og med den forhøjede vandstand i floden forsøger mange sølvlaks at svømme op i floden fra havet. Jeg fangede desværre ikke nogen sølvlaks den aften, men fik i stedet en anden overraskende fisk på krogen – en sommer steelhead!

Du kan læse en mere udførlig rapport om denne fisketur på Rodneys blog.

Kun en uge efter vores hjemkomst fra Fernie var det tid til at vådte linerne igen. Pukkellaksene har nemlig startet deres indtog i British Columbia! Mere end 20 millioner pukkellaks forventes at vende tilbage til Fraser River, Squamish River og deres bifloder over de næste 4 uger. Mange lystfiskere har utålmodigt siddet som på pinde over de sidste par måneder, og fiskeforummer har de sidste 2 uger været en sydende kedel af; ”Er de her? Er de kommet? Har nogen set dem?”.

De første fisk dukker af en eller anden grund altid op i Squamish River og et par uger efter i Fraser River. Da det endnu er tidligt på sæsonen, og der ind til nu kun har været sporadiske fiskerapporter fra Fraser River, valgte Rodney og jeg at tage et smut til Squamish River tidlig fredag morgen. Håbet var at fange årets første pukkellaks og måske fange nok til at tage et par stykker hjem til fryseren. Vi var ud af døren klokken 5 om morgenen. Det var endnu mørkt, og man kunne kun lige skimte en lysning over bjergene. På vejen til Squamish stoppede vi for at samle vores ven, Mark, op. Optimismen var høj; vejret var klart, det var tidlig morgen og endda fredag. Vi mente derfor ikke, at der kunne være så mange fiskere ude endnu. Da vi nåede floden henad klokken 6:30, så vi overrasket, at der allerede holdt mange biler parkeret. Vi vandrede ned til floden og der, langs hele flodbreden, stod morgenfriske lystfiskere stuvet sammen med godt 10 meters mellemrum – og flere havde bøjede stænger og fisk for enden af linen! Laksefeberen var åbenbart mere udbredt end først antaget! Vi vandrede ned ad floden for at se, om vi kunne finde et sted hvor 3 personer kunne stå uden af skabe for meget ravage. Heldigvis var der et par unge mænd, som var ved at pakke sammen efter af have fisket hele morgenen, og de overlod velvilligt deres fiskeplads til os. De vandrede væk med et par fisk hver i hænderne – det lovede godt!

Stedet her ligger kun omkring en kilometer fra, hvor Squamish River løber ud i havet. Det betyder, at laksene er meget friske – endda så friske at man ofte finder fiskelus på dem – og de kæmper en brav kamp når kroget. Den korte afstand til havet betyder også, at tidevandet bliver skubbet op i floden, og med det friske stimer af laks. Det er derfor altid en god idé at holde øje med tidevandsalmanakken og forsøge at fiske lige i timerne omkring, hvor tidevandet topper. I dag toppede tidevandet klokken 10:30.

Vi placerede os i floden – 3 på stribe – og begyndte at kaste. Pukkellaksen er den mindste af de 5 stillehavslaks, og det kræver derfor ikke det voldsomme udstyr at fange dem. En 10,5 fod stang og et multihjul spolet med 5,5 kg hovedline og 3,5 kg leader og er nok. Jeg startede med en lyserød gummi-orm under mit flåd, og Rodney startede med en jig, som han havde bundet aftenen før, mens Mark forsøgte sig med en fluestang og flue. Der gik ikke lang tid, før Rodneys flåd dykkede under bølgerne. Han kæmpede en kort stund, og en flot hun-pukkellaks dukkede op af vandet. Vi besluttede at beholde den, gav den et gok i hovedet med en sten og gravede en lille grav i flodbreden, hvor fisken kunne ligge sikkert i det kølige vand (man skal dog lige holde øje med mågerne…!).

Kort tid efter var der også en fisk for enden af min line, men inden jeg fik den ind til land hoppede fisken af krogen. Fiskene svømmer igennem floden i stimer, og af og til er der nogle korte pauser, hvor ingen får bid – med undtagelse af vores naboer, som fiskede med flue og så ud til at have bid på næsten hvert kast. Der kan være helt stille, hvorefter grå finner, som små delfiner, pludseligt begynder at bryde vandoverfladen igen, og op og ned ad hele rækken af lystfiskere ses bøjede fiskestænger og glade smil. Rodney så ud til at have held med sin jig, så jeg abede efter og skiftede min gummi-orm ud med en jig, og det hjalp!

I løbet af morgenen havde vi masser af fisk for enden af linerne. Af en eller anden grund fik jeg en masse hanner på krogen, som hver gang trak en hel del line ud og gjorde min arm øm, inden jeg fik bragt dem ind til land. Hunnerne var mere medgørlige, men stadig sjove at fange. Vi sluttede dagen hen ad frokosttid og tog i alt 4 hunner fyldt med æg med hjem. Der er ikke noget som frisk laks til aftensmad!

Rodney har sat en lille kort video fra vores tur sammen, og du kan se den herunder.

 

Sommerens sidste fisketur efter ørreder gik i år til byen Fernie, som ligger i Kootenay-området i de berømte Rocky Mountains. Fernie er ikke særlig kendt hjemme i Danmark, men herovre er området et yndet turistmål året rundt for lokale canadiere samt amerikanere. Om vinteren er byen overrendt af skisport-entusiaster, og om sommeren af hikere, campister og ikke mindst skøre fluefiskere.

Vi var pakket og parat tidlig fredag morgen, og kørte den lange tur fra Vancouver til Fernie; en køretur som tager 12 lange, stive timer – stik øst. Køreturen er så lang, at man ender inde i en anden tidszone, og undervejs ser man landskabet ændre sig drastisk. Først fra de våde regnskove ved kysten, igennem de tørre og meget varme områder nær badebyen Osoyoos (som Rodney hævder ligger i Canadas eneste ørken…) til man til sidst når de mere frodige og grønne dale mellem de højt knejsende Rocky Mountains.

Den ulidelige køretur var dog til at komme igennem, fordi vi vidste, hvad det ventede os i Fernie; smukke floder med masser af fisk! Planen var at bruge en uge i området og fiske i nogle af de floder, som løber igennem her. Den mest markante flod er Elk River, som slynger sig igennem det meste af området. Derudover er der en mængde bifloder, såsom Wigwam, Fording og Michel River. I alle floderne kan man fange bull trout, mountain whitefish (som måske/måske ikke hedder Rocky Mountain Helt på dansk…) og – det som vi egentligt var rejst den lange vej for – westslope rødstrubet ørreder! Westslope rødstrubet ørred findes kun i floderne på vestsiden af Rocky Mountains (deraf navnet…) og er en smuk lille, stridig ørred. Med klasse 2 fluestænger og fluer i størrelse 12 til 14 brugte vi de fleste af dagene på at gå langs floderne, som er friske, klare og kølige – meget lig de bække i Jylland, hvor der fiskes efter stalling og brunørreder. Vejret her er varmere end ved kysten, og insekterne svirre i luften. Mængden af føde er stor og er med til at opretholde en sund bestand af ørreder og whitefish i selv små floder. Når vi stødte på et sted, som så indbydende ud på en fiskeagtigt måde, kastede vi fluerne af sted. Hvis fiskene er til stede bider de – hvis ikke, går man videre til næste hul, og sådan går dagene; afslappende og roligt. Både nymfer og tørfluer blev flittigt brugt, og i løbet af ugen blev det til et utal af ørreder og whitefish for enden af linen. Fiskeriet blev kun afbrudt af tilfældige tordenbyger, som har en tendens til at rulle igennem det ellers solrige område med jævne mellemrum.

Denne type fiskeri, hvor man går langs floderne og spejder efter fisk, er helt klart en af mine top-favoritter! Nærheden med naturen, vandet og fiskene føles stor, og selvom Elk River og dens bifloder er populære fiskedestinationer, gør områdets størrelse, at man sjældent støder på andre lystfiskere. Dette gør hele fiskeriet til en speciel og næsten sjælelig oplevelse.

Ud over alt vores medbragte fiskegrej, havde vi også slæbt vores nye ’drift boat’ med. Med sådan en, kan man drive med strømmen ned ad større floder, såsom Elk River, standse ved breder og fiske steder, som ellers er utilgængelig til fods. På den måde kan man dække meget mere vand. Det eneste er, at det ikke er helt let at styre sådan en gummibåd i en rivende strøm (som både Rodney og jeg fandt ud af…), og i det hele taget minder det mest og whitewater rafting – bare i en lille gummibåd i stedet for de store både, som de fleste nok ellers forbinder med whitewater rafting. Heldigvis havde vi forstærkning med i form af 3 venner, Shane, Carlo og Paul. Carlo og Paul er garvede ’driftere’ og hjalp os igennem de værste sektioner på floden. Efter nu at have oplevet mit første ’drift’ må jeg konkludere, at det er en sjov og god måde at fiske på, og en ny måde at opleve floden. Efter vi er kommet hjem igen og har fordøjet oplevelsen, må jeg dog også konkludere, at det vil være en god idé, at tage båden med ud til en af de lokale søer, og øve os i at manøvrere, inden vores næste ’drift’ i Squamish River til efteråret.

Kootenay-området er helt sikkert et besøg værd, hvis du er træt at laks og stør og i stedet er interesseret i at opleve tørfluefiskeri i verdensklasse. Det er i hvert fald et område, som jeg regner med at besøge igen. Vi fik filmet en masse på denne tur, og filmene skulle være parat om en uges tid eller to – så stay tuned!

Nu pakker vi ørredstængerne væk og laksesæsonen venter forude!

Husk at www.lystfiskerinden.com har en fan-side på facebook, hvor du let kan følge opdateringerne på siden. Hvis du har lyst til at blive fan så tag og klik ind her!

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.