Vækkeuret ringede klokken 3:20 i morges, og det føltes som om, jeg kun lige havde lukket øjnene. Ikke desto mindre var det tid til at stå op. Flere fiskerapporter har de sidste par dage meldt om glimrende sølvlaks-fiskeri i Capilano River i Nord Vancouver, og Rodney og jeg var derfor spændte på at se, om vi måske også kunne narre nogle havfriske sølvlaks til at bide. For at have succes i Capilano River skal man dog være tidligt på færde – helst inden solen står op, så det første kast kan lande i floden, lige når de første svage stråler titter frem over træerne. At stå tidligt op er helt sikkert en ulempe for Rodney og mig, men med god udsigt til at fange nogle fisk fik vi alligevel hevet os ud af fjerene, og vi var ude af døren med al vores habengut lidt over klokken 4 – eller næsten al vores habengut. Det viste sig, i bilen på vej til floden, at vi havde glemt at købe ’salmon stamps’ på vores fisketegn. Det betyder, at vi ikke må beholde de laks, som vi eventuelt fanger. Da det var for sent at vende bilen omkring, fortsatte vi, mens håbet om en dejlig laksemiddag forsvandt i morgenens mørke. Vi trøstede os med, at det jo overhovedet ikke var sikkert, at vi ville fange nogle fisk (en ringe trøst…)!

Vi nåede frem til parkeringspladsen hen ad klokken 5. Det var stadigt mørkt, og vi baksede wadersene på, hvorefter vi banede os vej gennem krat og busk mod floden. Mens vi vandrede af sted i mørket og gik og klappede i forsøget på at skræmme eventuelle bjørne væk, spekulerede jeg på, hvorfor det lige var, at jeg havde efterladt peber-sprayen derhjemme. Ud over det, havde det nok været en god idé at medbringe et par lygter, for stien vi gik på var meget uvejsom og gik stejlt ned mod floden, som vi kunne høre bruse et sted nedenfor os. Hvordan vi nåede helskindet igennem mørket ned til floden er mig en gåde, men frem nåede vi da.

Capilano River

Det var stadig tusmørke, da vi endeligt fik plantet fødderne i det kolde vand. Floden løber her gennem en i dyb ravine omringet af klipper og høje træer. Stilheden er total. Det er underligt at tænke på, at vi faktisk står midt i Nord Vancouver. Vi står lidt og kigger ud over vandet for at orientere os og finde de dybe huller, hvor fiskene måske sidder. Vi ser et par finner bryde overfladen – et godt tegn. Det første kast bliver kastet og flådet flyver gennem luften, inden det lander i vandet med et plop. Vi falder hurtigt ind i en rytme, hvor vi skiftevis kaster opstrøms og ladet flådet drive ned ad floden, inden vi trækker det tilbage og gentager proceduren. Håbet er, at en frisk sølvlaks vil bide på vores madding, som består af hjemmehærdet lakseæg fra sidste sæson.

Der går ikke lang tid, før Rodney får det første bid. Han hugger, og den første fisk er på linen! Han bringer den ind til det lavere vand, og det er en lille sølvlaks. Den mangler fedtfinnen og er derfor en klækkeri-opdrættet fisk. Hvis vi havde haft vores ’salmon stamp’, måtte vi beholde den, men vi satte den i stedet fri igen. Efter Rodneys fisk går der lang tid uden der sker noget. Vi kaster og kaster, og vores beholdning af madding skrumper langsomt ind. Det er også et stykke tid siden, vi sidst så en fisk komme op til overfladen. Klokken er næsten 7, og trætheden er ved at kravle tilbage i kroppen. Pludseligt begynder grå finner igen at vise sig i vandet foran os. Jeg kaster og misser straks et enkelt bid, da jeg ukoncentreret står og fumler med mit multihjul. Adrenalinen fortrænger straks det meste af trætheden, og stædigheden tager sig af resten. Min madding er i en sørgelig forfatning, og jeg bliver nød til at skifte den. Der er kun 2 små klumper hærdet lakseæg tilbage, og situationen begynder at bliver kritisk. Jeg kaster, og mens flådet driver ned ad floden messer jeg sagte; ’tag min madding, tag min madding, tag min madding….’. Om det hjælper at messe er ikke til at vide, men pludseligt ryger mit flåd under overfladen, og jeg hugger! Ingen fisk. I stedet for at trække tilbage og kaste igen, lader jeg flådet drive til enden af løbet. Lige inden jeg skal til at trække tilbage, forsvinder flådet igen, og jeg hugger! Denne gang er der tyngde for enden af linen! Jeg kæmper i et par minutter med hvad der synes større end Rodneys bette fisk, og ganske rigtigt, da fisken kommer tættere på, kan vi se, at det er en flot, stor sølvlaks. Jeg guider den ind på det lavere vand, hvorfra vi hurtigt kan tage nogle billeder. Fisken mangler sin fedtfinne, så dette er også en opdrættet fisk. Fisken er heldig, og i stedet for at blive slået oven i hovedet med en sten bliver den sat fri, og vi vinker farvel til vores aftensmad, som hurtigt svømmer ud i flodens dyb igen. I det mindste vil en anden lystfisker nu have muligheden for at fange en dejlig middag.

Sølvlaks for enden af linen i Capilano River

Sølvlaks fra Capilano River

Rodney får æren af at benytte sig af det sidste stykke madding. Desværre ser det ud til, at den stime af fisk, som netop svømmede igennem løbet hvor vi fiskede, er svømmet videre op ad floden. Rodney får ingen bid, og det bliver kun til nogle få ekstra kast inden den sidste madding er opløst i vandet. Det er på tide at pakke sammen og vende hjemad. Selvom vi ikke fik laks til aftensmad, var denne fisketur bestemt værd at stå så tidligt op for!

Sølvlaks fra Capilano River

Tagged with:
 

’Stillwater fishing’ er så småt ved at kravle op ad listen over mine yndlings-fiskemetoder! Efter flere ture i år, er jeg så småt ved at se lyset og begynder at forstå, hvorfor så mange herovre er besatte af denne type fiskeri. For et par uger siden hev Rodney og jeg 4 dage ud af kalenderen for at hellige os fiskeriet i søerne i Thompson-Nicola-området. Dette område er kendt som et paradis for ’Stillwater fishermen’. Hundredvis af søer fyldt med sultne ørreder, ventende på en lækker, lille flue, ligger spredt med rund hånd ud over hele området. Hele foråret og den tidlige sommer har vi været lige på nippet til at tage af sted, men et eller andet kom hele tiden i vejen. Det meste af tiden var det vejret, som ikke samarbejdede. Det har været et usædvanligt koldt forår herovre med masser af regn og kulde, og da vi endeligt fik taget os sammen, var vi bange for, at det var ved at være for sent. Det viste sig dog, at det kolde vejr har skubbet sæsonen næsten en måned i forhold til normalen. Det var derfor et perfekt tidspunkt at tage af sted! Vejret var dog stadig noget ubeslutsomt, og selv om solen skinnede det meste af tiden var blæsten med til at gøre det hele lige køligt nok! På trods af dette havde vi ingen problemer med at få fiskene til at bide, og det var en fantastisk tur med masse af kildeørreder bragt til båden.

Vi har sat en lille film sammen fra vores tur, og du kan se den herunder.

Tagged with:
 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.