Forår her i British Columbia er for mange mennesker tiden, hvor fiskestængerne bliver hevet frem fra gemmerne og støvet af. Det er nemlig på dette tidspunkt, at der i de bynære søer bliver udsat fisk – mange fisk! Det er hovedsageligt søer nær byerne Vancouver, Victoria og Kelowna, hvor udsætningen foregår. Fiskeriet er skabt for familier, ældre mennesker, som kan have besvær med at komme ud til svært tilgængelige floder og søer, og nybegyndere, men det er også populært hos folk, som enten bare vil prøve noget nyt grej af eller opleve et hurtigt fiske-fix.

Det er organisationen ’Freshwater Fisheries Soceity of BC (FFSBC)’ som er faneføreren i dette projekt, og er hyret af det offentlige til blandt andet at stå for opdræt og udsætning af fisk i bynære søer. Arbejdet er delvist betalt af pengene fra solgte ferskvandsfisketegn. Udsætningen starter i midten af marts og fortsætter til midten af juni, hvorefter der er en pause om sommeren, før udsætningen genoptages igen i oktober og november. I alt udsættes der årligt flere hundredetusinde fisk i de bynære søer.

Det er en speciel type ørred, som udsættes, kaldet ’Fraser Valley Rainbow Trout’, og er en naturlig forekommende ørred i området. De produceres på klækkerierne, og når de om foråret er cirka 6 måneder gamle og vejer mellem 200 til 250 gram udsættes de første fisk. De fisk som udsættes om efteråret er nogle måneder ældre og derfor lidt større – omkring de 400 gram. Et specielt træk ved disse fisk er, at de indeholder 3 kopier af hvert kromosom i stedet for de normale 2. Det kaldes også 3N, og det gør, at fiskene er sterile. Dette opnås ved at behandle de befrugtede æg med en speciel teknik kaldet ’Triploidization’. Det er af sikkerhedsmæssige årsager, at det kun er sterile fisk, som bliver udsat. Det har dog ingen sundhedsmæssig effekt på fiskene, og de kan sagtens spises. Det er tilladt at beholde 4 ørred om dagen – hvis man da er så heldig at fange så mange.

De bynære søer, hvor fiskene bliver sat ud, er nøje udvalgt efter nogle specifikke kriterier, blandt andet pH, temperatur og vandkvalitet. De udsatte fisk må heller ikke udkonkurrere allerede eksisterende fiskearter eller have anden negativ effekt på økologien i og omkring søerne. Fordi dette fiskeri er så populært, bliver de fleste af fiskene fanget i løbet af sæsonen, og da disse søer ikke producerer meget næring, er det kun nogle få individer, som overlever vinteren. Fiskene vokser sig derfor heller ikke meget større end den størrelse de har, når de sættes ud i søerne

På trods af de relative små fisk er dette bynære fiskeri utroligt populært hos både unge og gamle. Det kan endda få garvede fiskere som Rodney og mig ud og nyde en dag eller to i rolige omgivelser – endda med en fangstgaranti på næsten 100 procent! En af mine yndlings bynære søer, hvor fisk bliver sat ud, er Buntzen Lake i Coquitlam. Selvom dette fiskeri på mange måder minder om ordinært ’Put & Take’-fiskeri er det alligevel en lidt speciel oplevelse, når søen er så flot og vild som Buntzen Lake.

Buntzen Lake

Buntzen Lake

Buntzen Lake

Billederne i dette blog-indlæg er fra en eftermiddag i sidste uge, hvor Rodney og jeg tog til Buntzen Lake for at se, om de fisk, som var blevet sat ud ugen før var villige til at bide. Søen er omgivet af tyk, tempereret regnskov, hvori snørklede stier snor sig rundt. Selv med flere tusinde fisk sat ud, kan det være vanskeligt at lokalisere fiskene, fordi søen både er stor og dyb. Vi fiskede i den lune eftermiddagssol, og jeg formåede at fange 3 små ørreder på mit hjemmelavede blink. Tricket var, fandt jeg ud af, at lade blinket synke dybt ned i mørket efter hvert kast, og bringe det langsomt tilbage. Rodney var ikke så heldig og havde kun en enkel fisk på krogen i nogle sekunder, før den hoppede af. Alle fisk blev sat fri, så de kan være til gavn og glæde for andre. Alt i alt et dejligt afslappende og produktivt fiskeri, som er betalt af lystfiskerne selv.

Buntzen Lake

Buntzen Lake

Buntzen Lake

Buntzen Lake, Fraser Valley Rainbow Trout

Fraser Valley Rainbow Trout

Fraser Valley Rainbow Trout

Det er måske ikke et fiskeri, som danskere er villige til at rejse den halve jordklode rundt for at prøve, men jeg synes, det er værd at nævne, for det er altid interessant at se, hvordan andre lande varetager og administrerer deres naturresurser.

Rodney og jeg arbejder tæt sammen med ’Freshwater Fisheries Soceity of BC’, blandt andet ved, gennem vores hjemmeside, at fortælle folk når diverse søer har modtaget fisk, men også med at filme og dokumentere organisationens arbejde. I løbet af dette forår har vi derfor været med rundt til søerne, når fisk er blevet sat ud. Du kan se en lille smagsprøve på, hvordan det foregår herunder.

Du kan læse mere om ‘FFSBC’s arbejde på deres hjemmside www.gofishbc.com.
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.