Hvorvidt det skyldes min fantastiske fisketeknik eller rent held, skal jeg ikke kunne sige. Jeg hælder personligt nok mest til det sidste, men det er uden betydning, for jeg har fanget min første steelhead!

Nogle dage efter vores sidste steelhead tur stod vejrudsigten på sol. Det er i virkeligheden ikke særlig godt steelhead-vejr, men det løfter humøret og gør alle glade. Vi skyndte os ud af døren og var ved floden omkring klokken 14, hvor vi havde aftalt at mødes med vores ven Shane. Det var dejligt lunt med en smule blæst, og lysegrønne blade var allerede begyndt at titte frem på buskene. Vi havde på forhånd besluttet at fiske det samme løb som sidste gang. Det var i dag pakket med håbefulde lystfiskere, som alle var kommet ud for at nyde den første rigtige forårsdag. Uanfægtet af de mange folk på floden, fiskede vi det første spot igennem uden meget held. Mens eftermiddagen gik på hæld, bevægede vi os ned ad floden, som langsomt blev tømt for folk. De fleste fisker om morgenen, og eftermiddagen er derfor for det meste rolig. Hen ad klokken 18 havde Rodney det første bid! Han huggede, men flådet kom flyvende tilbage imod ham – skuffende! Kort tid efter forsvandt mit flåd også! Jeg huggede og mærkede den velkendte tyngde for enden af linen – fisken var på!

Tagged with:
 

Chilliwack River

Jeg har aldrig fanget en steelhead. Jeg har hørt om steelhead, jeg har set andre fange steelhead og jeg ved i teorien, hvordan man fanger en steelhead; jeg har bare aldrig selv gjort det.

Efter at have tilbragt hele februar i Danmark var jeg mere end parat til at komme tilbage til Canadas regnfulde vestkyst, for at se om jeg måske kunne gøre bod på mine mange års undgåen af steelheadfiskeriet. Jeg har lagt øre til mangt en lystfiskers bristede steelheaddrømme, og er deraf blevet skræmt fra rigtig at forsøge mig. Jeg har dog altid ment, at man ikke kan kalde sig en rigtig lystfisker, før man har fanget en steelhead. Derfor skal det nu være! Jeg har besluttet at tage kampen op! En måned i Danmark, med ikke så meget at tage sig til, har nok også hjulpet mig frem til denne beslutning. Efter det værste jetlag fortog sig, og vejret artede sig med kun et par spredte byger, pakkede Rodney og jeg fiskegrejet sammen og tog af sted. Destinationen var Chilliwack River, og målet var at fange en steelhead. Som jeg har fortalt før, er Rodney og jeg ikke morgenmennesker. Vi valgte derfor belejligt at forsøge os med eftermiddagsbiddene. Det siges nemlig, at biddene er bedst tidlig morgen eller sen eftermiddag. Om det er sandt skal være usagt, men det passede fint ind i vores planlægning.

Vi forlod huset ved middagstid. På vejen passerede vi nogle mindre åer, som alle så grumsede ud. Det er aldrig et godt tegn, da for meget regn kan grumse selv en stor flod som Fraser River til, og gøre det svært, hvis ikke umuligt, at fiske. Vi nåede Chilliwack River ved fjortentiden og kørte langs floden på en grusvej mod en lille parkeringsplads gemt inde imellem træerne. Det har været et godt år for steelhead, hvilket har fået flere folk ud af hulerne end normalt. Flere biler holdt også parkeret. Floden er heldigvis stor, og der er masser af plads, hvis du ellers gider bevæge dig lidt. Vi tog vores waders på, mens vi skævede mod den blygrå himmel, som hang tungt og truende over os. Da vi baksede med jakker og sko, passerede tre ældre mænd med fiskestænger forbi os. De var tydeligvis forargede og diskuterede højlydt. Fra hvad vi kunne forstå, var emnet for deres diskussion en fjerde mand, som var fortsat med at fiske, efter at han havde fanget og dræbt en steelhead. Dette er ifølge canadisk lovgivning forbudt, og han var med andre ord en ’poacher’ eller krybskytte. Steelhead er en højt værdsat og næsten mytisk fisk. Når flere lystfiskere er samlet kan dette gøre folk en smule nidkære og drama opstår tit. Vi lod som om vi ikke hørte hvad mændene talte om, gjorde os færdige og bevægede os ad nogle stier mod floden. Vi havde på forhånd valgt at koncentrere os om en strækning af floden, hvorfra vi havde fået gode fangstrapporter. Planen var at arbejde os op og ned ad strækningen et par gange med forskellige agn og håbe, at en steelhead ville lade sig narre. Vi nåede igennem buskene og ud til den brusende flod, som til vores held ikke var grumset men ganske klar og grøn – årstiden taget i betragtning. Den var bred og forholdsvis lav med nogle dybe lommer. Det var de dybe lommer, som havde vores interesse.

Chilliwack River steelheadfiskeri

Da vi vadede af sted i lårdybt vand mod det første spot, vadede en ældre mand imod os, bærende på en flot steelhead. Vi hilste høfligt og roste hans fangst, hvorefter han ufortrødent spurgte, om vi var de idioter, der havde råbt efter ham oppe fra stien. Spørgsmålet var vidst retorisk. Manden forsatte og fortalte, at tre mænd havde råbt efter ham, fordi han var blevet ved med at fiske, efter at han havde fanget og beholdt en steelhead. Vi lyttede som om vi ikke anede, hvad han talte om, selvom vi jo udmærket godt vidste, hvilke tre mænd, der var tale om. Vi svarede, at de tre mænd jo sådan set også havde ret – det var jo forbudt. Manden rystede på hovedet; Ja, man må jo rigtig nok ikke blive ved med at fiske efter steelhead, når man har fanget og beholdt en, men man må jo gerne fiske efter andre fisk, sagde han snusfornuftigt og blev ved; der er masser af bull trouts i disse vande! Vi svarede, at det kan man måske sige, men hvis man skulle være så uheldig at blive taget med en steelhead i hånden og en line i vandet, må det være op til en DFO (Department of Fisheries & Ocean) officer at beslutte, hvordan loven skal tolkes. Oven i det ville det nok være svært at bortforklare brugen af steelheadgrej til at fiske efter bull trout. Det så nu ikke ud til at imponere manden synderligt, og med fare for at komme op og diskutere yderligere, udvekslede vi nogle hurtige høflighedsfraser inden vi skyndte os derfra. Fiskene ventede, og der var ingen grund til mere drama!

Chilliwack River roe bag

Mit våbenarsenal i dag bestod af en 10,5 fod fiskestang med et shimano multihjul spolet med en 5,5 kg hovedline og en 3,5 kg leader, samt en sliding vægt og et 20 grams zeppler drennon flåd. Ud over det havde vi taget både naturlige og kunstige agn med. Naturlige agn, såsom lakseæg og krill, er yderst populære og meget effektive, når man fisker efter steelhead. En populær variant er brugen af ’roe bags’, som er hærdet og farvet lakseæg bundet i små poser. I dag havde vi slæbt en portion hjemmehærdet ’roe bags’ med, og de skulle nu stå deres prøve.

Chilliwack River steelheadfiskeri

Jeg udså mig et spot i det lårdybe vand, plantede fødderne godt i gruset, så strømmen ikke kunne rive mig med, og lagde an til første kast. Flådet fløj ud og landede i den dybere del af løbet. Det flød langsomt ned med strømmen – intet bid. Jeg kastede igen med samme resultat. I mellemtiden havde Rodney fået anbragt sig lidt længere oppe i floden og var begyndt at arbejde sig igennem sit område. På sit tiende kast lavede han pludseligt et voldsomt modhug!  En steelhead havde bidt, men Rodney var ikke hurtig nok, og flådet fløj ud af vandet og landede ved side af ham. Der var ingen fisk for enden af linen. Overrasket og opmuntret over det hurtige hug kastede Rodney igen. Flådet flød af sted. Pludselig forsvandt den røde top igen! Rodney huggede og vandoverfladen eksploderede i et virvar af energi! Vi nåede lige at se en stor sølvfarvet krop vende sig i bølgen, inden Rodneys line gik slap, og fisken var væk! Skuffelsen var til at føle på, men spændingen og begejstringen over at se en fisk var stor. Vi fiskede videre ved samme spot en halv times tid i håbet om, at endnu en steelhead måske kunne narres, men i mellemtiden blev mine fødder kolde af at stå i den rivende flod. Vi besluttede derfor, at bevæge os videre ned ad floden og vende tilbage til dette spot igen senere på dagen. Desværre havde vi heller ikke meget held ved de andre spots, og efter at have arbejdet os hele vejen ned ad flodløbet skiftede jeg ’roe bag’en ud med en lyserød gummiregnorm – en ny fremgangsmetode ville måske narre fiskene! Desværre gjaldt det heller ikke helt. Vi arbejdede os hele vejen op ad floden igen, men lige meget hjalp det – biddene udeblev.

Chilliwack River kunstagn

Da klokken nåede nitten, var vi de sidste fiskere på floden, mørket var ved at falde på, og vi besluttede, at det var på tide at pakke sammen. Selvom vi ikke havde formået at fange en steelhead, var jeg ikke skuffet. Jeg er bange for, at hvis jeg havde fanget en på min første tur, ville steelhead havde mistet noget af sin mytiske status. Så hellere forblive en steelhead-jomfu lidt endnu! Det havde været en dejlig dag at tilbringe ved floden. Vejret holdt, vi fik masser af frisk luft, en enkel krogning og en smule drama. Det bedste ved det hele var dog, da vi nåede tilbage til bilen og tog vores waders af – mine fødder var ikke våde! Lapningen af mine waders holdt altså, og det kan jeg jo så, trods alt, være stolt af.

Tagged with:
 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.