Det har regnet konstant siden november, eller sådan føles det i hvert fald. Vi har fulgt vejrudsigten nøje den sidste uges tid, mens vi håbede på en lille opklaring. Tirsdag skete det endeligt! Vejrudsigten stod på tåge og 1 til 2 millimeter regn. Det var godt nok til os, og mandag aften pakkede vi ivrigt vores fiskegrej og ventede spændt på næste morgen. Klokken 7:30 tirsdag morgen var vi ude af døren, og vejret var ganske rigtigt klamt og gråt, men det var langt bedre end de nær tropiske regnskyl, vi har haft de sidste par måneder. Humøret var højt og forventningerne ligeså. Selv ikke Vancouvers morgentrafik, som kan tage pusten fra enhver, og senere vejarbejde ude på motorvejen kunne dæmper forventningerne.

Vi nåede frem til Squamish godt en halv time senere en planlagt. Squamish er kendt af de fleste lystfiskere herovre. Flere floder løber igennem området, og det er muligt, at fiske efter både laks, ørred og steelhead. Der er også en del søer, hvor der hvert år bliver udsat regnbueørred. Der er derfor rig mulighed for at vådte linen. Vi havde aftenen før og i bilen på vej op debatteret, om vi skulle prøve lykken i Squamish River eller Cheakamus River. Squamish River er længere væk end Cheakamus River. Det er en større flod, og man bruger mere tid på at udforske. På den anden side er det kun meget sjældent, at vi er gået tomhændet hjem fra Squamish River. Cheakamus River er en mindre flod tættere på Squamish by, men er derfor også mere besøgt. Tidligere har vi ikke fisket Cheakamus River særlig meget, men vi havde hørt gode fangstrapporter fra floden. Vi krydsede derfor fingre for, at der ikke ville være så mange ude at fiske på en tirsdag, og besluttede at prøve Cheakamus River.

Vi kørte af sted ud af landevejen på vej mod det første spot på vores liste. En af vores venner har haft meget held ved dette spot og har pralet af op til 10 fisk på en dag. Det eneste er, at dette spot er relativt nemt at finde, og chancen for at andre når det først er stor. Hverken Rodney eller jeg er gode til at komme ud af døren tidligt, og vi var udmærket klar over, at oddsene var imod os. Forsinkelserne i Vancouver, og senere vejarbejdet, havde ikke hjulpet os i denne henseende. Vi drejede ind ad en hullet grusvej, hvor sneen fra sidste snefald stadig lå. Vi bumlede af sted i nogle minutter frem til hvor vejen svinger ind på en ikke helt officiel parkeringsplads. Til vores store ærgrelse holdt der allerede en bil parkeret. Vi vendte rundt og bumlede tilbage ad grusvejen mod næste spot. Det næste spot er ikke lige så let at komme frem til som det første, og det var mange år siden Rodney sidst havde fisket der. Vi parkerede bilen, krøb i vores waders og travede af sted langs floden. Vi krydsede en sidekanal, kæmpede os i blinde gennem et tæt buskads ind til vi stødte ind i nogle togskinner. På rigtig vagabond-maner besluttede vi at gå langs dem i stedet og undgå buskadsets torne. Togskinnerne tog os op langs floden ind i den tætte skov. Pludselig åbnede skoven sig og foran os lå det perfekte fiskespot. Det var smukt og fredfyldt. Skoven omkring os med tågen hængende i trætoppene dannede en perfekt ramme om den brusende flod. Vandet var klart med et grønligt skær, og flere hvidhovedet havørne sad dovent i toppen af træerne og kiggede mistænksomt på os. Det her lignede bestemt et sted, hvor fisk hænger ud.

Målet i dag var at fange hvad der nu ville bide – højst sandsynligvis en bull trout. Vi diskriminerer ikke meget når det gælder fisk. Foruden kameragrej havde vi slæbt to fiskestænger med. En typisk centerpin stang til Rodney og en spinnestang til mig. Det første agn i dag var en lille rød ’gooey bob’ tilsat noget hvidt uld. Drivende under et flåd er det næsten uimodståeligt. Vi havde allerede besluttet inden vi tog hjemmefra, at jeg var på kameraholdet i dag. Rodney gjorde parat til det første kast, og jeg stillede mig forventningsfuldt op med kameraet i hånden. Det nervepirrende første kast blev kastet, og flådet flød skvulpende med strømmen. Intet bid. Rodney kastede igen. Stadigt intet. Forventningerne til første kast er altid store. Desværre er det ikke altid de bliver indfriet.

Mens vi fiskede igennem løbet, så vi to mænd langsomt komme gående ned af floden. Vi troede først, at det var to lystfiskere, men da de kom nærmere, kunne vi se, at de ikke havde nogen fiskestænger med dem. Det var to laksetællere, som er hyret af det offentlige til at tælle døde laks. De arbejdede sig langsomt ned til os. De kunne fortælle os, at de havde hilst på to fiskere længere oppe ad floden samt, at der helt sikkert var fisk i det løb vi fiskede i lige nu, så vi skulle bare blive ved. De to laksetællere forsatte ned af floden, og vi vendte endnu en gang koncentrationen mod løbet, opmuntret at laksetællernes ord. Rodney fiskede gennem løbet en gang; og så en gang mere. Han ændrede sit agn fra ’gooey bob’en til en ’trout bead’, og prøvede igen, mens jeg fulgte ham med kameraet. Lige meget hjalp det. Biddene udeblev. Frustrationen over at sådan et dejligt løb ikke producerede nogle bid var ved at tage fat, da vi så de to mænd, som laksetællerne havde fortalt os om, bevæge sig ned imod os. På trods af det smukke løb besluttede vi os for, at det var på tide at finde et nyt sted. Vi bevægede os en smule slukøret tilbage mod togskinnerne. Vandrende hen ad togskinnerne, gjorde Rodney nogle halvhjertede kast ud i floden, og de to mænd indhentede os. De kunne fortælle os, at de heller ikke havde haft meget held længere oppe ad floden. Mens vi langsomt gik hen ad skinnerne diskuterede vi, hvor vi nu skulle tage hen. Valget stod mellem at vende tilbage til det første spot, hvor vi havde opgivet at gå ind, eller tage videre til Squamish River, og risikere at bruge resten af dagen på at udforske i stedet for at fiske. Vi besluttede os for at prøve det første spot igen.

Cheakamus River

Lykken stod os bi. Den bil, som før var parkeret ved det første spot, var forsvundet, og vi traskede opmuntret gennem skoven på en lille isbelagt sti, og prøvede så godt vi kunne, at undgå at falde på halen i de glatte wadersstøvler. Vi nåede gennem skoven og ud til floden, som her lå i et åbent område med frit udsyn til bjergene i baggrunden. Rodney lagde igen an til første kast i det nye løb, og jeg stod igen parat med kameraet. Vi var godt klar over, at så sent på dagen som det nu var, kunne løbet have været fisket godt igennem allerede. Dog, med lidt held havde de agn vi brugte ikke været brugt af andre i dag, og det kunne måske narre nogle fisk til at bide. Rodney kastede sin ’gooey bob’ ud, men ingenting skete. Kastede igen – samme resultat. Rodney skiftede ’gooey bob’en ud med en ’trout bead’, og senere, da det heller ikke virkede, en lille smule mørkegrøn uld. Efter flere forsøg uden bid besluttede Rodney, at det måske var kameraet som gjorde ham ukoncentreret. Jeg tog det som en invitation til at lægge kameraet fra mig og hvile mine arme. Jeg snuppede min fiskestang og begyndte at kaste et blink ud i bølgerne et godt stykke neden for hvor Rodney fiskede. Efter kort tid, hørte jeg pludseligt Rodney råbe ’Fish on’! Jeg smed fiskestangen fra mig, løb op imod Rodney, og kom med det samme til at tænke på vandet, som ikke koger når man kigger på det. Jeg greb kameraet og begyndte at filme. Det stod klart fra begyndelsen af, at der var tale om en stor fisk. Den holdt stand ude i den rivende strøm og ville ikke ind. Den rev en del line ud, inden Rodney fik den under kontrol og kunne begynde at guide den ind mod flodbredden. Ud af bølgerne dukkede den største bull trout op, som vi har fanget i Squamish. Selvom Rodney fik den ind til bredden gav den ikke op. Den var stor og stærk og sprællede på bedste vis. Da Rodney prøvede at bøje sig ned for at gribe fat om halen, formåede den at smutte fra ham ud i floden igen. Jeg tænkte desperat, at nu ryger krogen! Heldigvis var den godt kroget i mundvigen, og Rodney fik endnu en gang guidet den ind til bredden. Det var en formidabel fisk. Lang og muskuløs med et kæmpe hoved. Det er ikke underligt, at dette rovdyr kaldes ulven i floden. Vi fik hurtigt taget nogle billeder, før vi slap den fri igen. Vi var begge våde af at sidde på hug i floden, høje på adrenalin, og vi kunne ikke lade være med at grine. Det er utroligt hvor meget en enkelt fisk kan løfte stemningen. En anden fisker havde i mellemtiden stillet sig op neden for os og begyndt at fiske. Vi gjorde nogle få kast, men besluttede hurtigt at lade manden få hele løbet for sig selv. Der var kun et enkelt spot mere på vores liste, inden vi skulle vende snuden hjemad.

Cheakamus River bull trout

Cheakamus River bull trout

Det sidste spot var længere oppe ad floden, hvor en lille sidekanal møder hovedfloden, og danner en dyb kanal med langsommere vand. Mens vi gik ned mod stedet, bemærkede vi et stort antal ørne – mange af dem unger fra sidste år. De sad dovent i træerne, som teenagere ved en tankstation, uden noget fornuftigt at tage sig til. En voksen ørn sad i et træ tæt ved, som ville den lige holde øje med de rastløse unge.

Cheakamus River ørne

Jeg besluttede at kaste et blink ud i den dybe kanal, mens Rodney forsatte med sit flod og uld. Jeg stod og faldt lidt i staver, stirrende ned i vandet, da jeg pludseligt så en stor sort skygge aggressivt forfølge mit blink. Da blinket nærmede sig bredden så jeg, at der er en stor sølvlaks! Den så godt ud af en laks at være, som allerede har gydet. Den var pangrød med grønt hoved og havde kun en smule mug på spidsen af finnerne. Jeg forsøgte hurtigt at få mit blink ud af vandet, men laksen forfulgte det helt til bredden. Jeg havde ikke lyst til at kroge det bæst, som snildt har været på 5 kg. Ikke nok med, at den højst sandsynligt ville knække min line –  jeg ville også være nødsaget til at afkroge en halvrådden laks, hvis linen ikke knækkede. Jeg fik mit blink ud af vandet, og laksen skyndte sig tilbage i dybet, skræmt af min silhuet. Efter min seance med laksen besluttede vi, at det nu var fyraften. Mørket var ved at falde på, og vi havde en 2 timers køretur foran os. Det havde været en god, lang dag, med masser af udforskning, smukke omgivelser, ørne og en enkel stor fisk. Vi var trætte men glade, og ser allerede frem til vores næste tur, som ser ud til at blive steelhead i Chilliwack River.

Rodney har allerede sat videoen fra denne tur sammen. Du kan se den herunder.

Tagged with:
 

Velkommen til min fiskeblog! Jeg har netop startet den, og jeg er glad og spændt på at dele mine fiskeoplevelser med dig. Du vil i fremtiden her på min blog kunne finde en blanding af traditionelle dagbogsindlæg, fotos og video fra mine fisketure. Jeg glæder mig til at vise dig den fantastiske natur og det væld af fiskemuligheder som British Columbia har at byde på, og håber, at du vil finde det ligeså interessant som mig!

Den første video her på bloggen er en video som vi skød i efteråret 2010. Det var en dejlig efterårsmorgen, da Rodney og jeg besluttede at tage op nord på for at fiske i en af vores yndlingsfloder. Det var første gang vi var tilbage ved denne flod siden foråret. På grund af vejr og smeltevand fra bjergene ændrer floden udseende år efter år. Denne tur var derfor mest for at udforske de nye løb og måske fange nogle ørred og sølvlaks. De ørred, som vi var ude efter, kaldes herovre bull trout, og er tæt beslægtede med røddingen og kildeørreden. De kan findes i de fleste kystnære floder her i British Columbia. Disse fisk er meget mobile, og bevæger sig rundt i flodsystemerne i flokke som sultne ulve mens de leder efter føde. De bevæger sig endda fra floderne ud i havet. Når laksene om efteråret begynder deres færd tilbage til deres gydepladser oppe i floderne, følger disse ørred forventningsfuldt efter. De placerer sig nedenstrøms fra gydepladserne og lever her af lakseæg, som har revet sig løs fra flodbunden og flyder ned med strømmen. Det er derfor ikke unormalt at se store flokke af ørred ved gydepladserne, og det er den viden, vi udnytter, når vi fisker efter bull trout om efteråret.

Tagged with:
 
Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.